Eventet ”Sommeraften til fordel for LittleBigHelp” den 23. juli hos Kalstrup Livstilshus med omkring 40 gæster resulterede i en flot indsamling på knap 50.000 kr. til LittleBigHelp og deres arbejde med udsatte familier i Kolkata, Indien, der lige nu er hårdt ramt af corona:
” I Indien kæmper de stadig med corona, og særligt i de 9 slumområder, vi arbejder i, er der brug for hjælp mere end nogensinde. Vi har fået stor opbakning til aftenen og ikke mindst Kalstrup Livstilshus, der har doneret eventet til os. Restaurant Nordstjernen donerede lækker tapas, Quist Wine donerede vin, Nick Sharpe Spirits donerede gin, og der har været kæmpe opbakning fra restauranter, butikker, virksomheder og privatpersoner, der har støttet op om auktionen. Jeg er meget rørt over de lokale kræfter, der har gjort aftenen mulig for os, og vi håber at kunne gentage succesen igen næste år”, udtaler, Stifter af LittleBigHelp, Lisbeth Johansen.
Aftenens program bød de 40 gæster på tapas, vin og spumante. Dernæst kunne de få indblik i LittleBigHelps arbejde med udsatte familier i Indien ved Stifter, Lisbeth Johansen, der fortalte om hendes organisation der nu på 10. år arbejder for at skabe bedre fremtidsmuligheder for 1300 familier i det Nordøstlige Indien. CEO Lars Ørnfeldt Jensen fra tøjfirmaet Nümph fortale også indlevende om deres CRS-samarbejde med LittleBigHelp og deres LittleBigHelp tøjkollektion, der samler ind via tøjsalg.
Aftenens program bød også på en auktion over donerede genstande som tøj, gavekort, smykker og ginpakker fra butikker, restauranter, firmaer og privatpersoner i Blokhus og omegn. Det hele blev bortauktioneret af Lisbeth Johansens far, Poul Anker Johansen, der selv har sommerhus i Blokhus, og denne aften påtog sig rollen som auktionarius og havde indkøbt en hammer i dagens anledning. Aftenens flotte auktion og resultat blev rundet af med Ginsmagning fra Nick Sharpe Spirits i det flotte tårn i Kalstrup Livstilshus.
Ejer af Kalstrup Livstilshus, Per Kalstrup Christiansen siger:
”Jeg er meget glad for, at vi kunne stable dette arrangement på benene, for udfordringerne i Indien er enorme. Alle indtægter på aftenen går til LittleBigHelps arbejde for udsatte børn i Indien, og det er jeg stolt over at være en del af.”