LIFEBOARD bliver på Blokhus Strand i sensommeren

Foto: Jammerbugt Kommune
Print Friendly, PDF & Email

Når der ikke er livreddere til stede på Blokhus Strand, har badegæsterne et øget ansvar for egen sikkerhed. Det er derfor vigtigt, at der er passende redningsudstyr tilgængeligt i tilfælde af en badeulykke.

Jammerbugt Kommune har denne sommer i samarbejde med WeConsider ApS opsat ti LifeBoard – et nyt redningsboard, der er særligt designet til brug ved badeulykker på stranden.


Blokhus Strand har gennem sommeren været teststrand for det nye udstyr. Stranden er stadig populær her i sensommeren. Derfor er der behov for at tænke på badesikkerhed udenfor sæsonen, hvorfor det er besluttet at LifeBoard bliver på stranden, så længe vejret tillader, og der fortsat er badegæster.

Blokhus Strand har TrygFondens rød-hvid stribede livreddertårn i sommerperioden 26. juni til 19. august, som bliver taget ned i denne uge. Der vil derfor ikke længere være livreddere til stede, som dagligt har passet på strandens gæster fra kl. 10-18.

Takket være fantastisk sommervejr, har Blokhus Strand også været fyldt med strand- og badegæster udenfor dette tidsrum, hvorfor LifeBoard har været vigtige under sæsonen for strandens morgen- og aftenbadere.

LifeBoard redningsboards har hidtil været placeret i forlængelse af livreddertårnet, og placeringerne vil blive justeret, så det forhenværende livredderområde dækkes ind til de strand- og badegæster, der besøger stranden i sensommeren.