Levende lys og børnestemmer fyldte Museum for Papirkunst til stemningsfuldt Luciaoptog
Der var både varme smil og blanke øjne, da Museum for Papirkunst i Hune dannede rammen om et stemningsfuldt Luciaoptog med de yngste børn fra Hune Naturbørnehave.
Allerede fra klokken 10 blev museets udstillingsspots slukket og erstattet af levende lys, som sendte et blødt og varmt skær ud i de ellers rå og kunstneriske lokaler. Her stod Lucia-bruden klar til at føre optoget an – med lidt hjælp fra de opmærksomme pædagoger fra Hune Naturbørnehave.
De små børnehavebørn i alderen 2, 3 og 4 år gik forsigtigt frem med lys i hænderne, mens de nysgerrigt spejdede efter mor, far og bedsteforældre blandt publikum. Trods deres unge alder havde børnene helt styr på både lys og takt, og optoget blev smukt bakket op af koret fra Hune Kirke, som sikkert førte både tone og tekst i den klassiske Santa Lucia.
– Det var rørende at se de små børn gå Luciaoptog. De var så koncentrerede og samtidig tydeligt opmærksomme på deres familie i rummet. Det skabte en helt særlig stemning, hvor både børn og voksne blev en del af traditionen, fortæller museumskoordinator ved Museum for Papirkunst, Anna Marie Falk.
Efter optoget fortsatte hyggen i museets papirværksted, hvor der blev budt på pebernødder, mandariner og saftevand. Her mødtes generationerne på tværs, og snakken gik livligt blandt både børn, forældre og bedsteforældre.
Museum for Papirkunst emmede af varme og fællesskab, da en af Hunes traditionsrige begivenheder endnu en gang blev holdt i hævd.
– Det er netop sådanne øjeblikke, der viser, hvad kultur og tradition kan, når vi samles på tværs af alder. Det er bestemt en begivenhed, vi sætter et stort Lucia-X ud for i kalenderen 2026, lyder det afslutningsvis fra Anna Marie Falk.


