Landsholdsaktuelle Diogo Pimentel klar til at skyde foråret i gang

Diogo Pimentel
Diogo Pimentel Foto: Thomas Jansen
Print Friendly, PDF & Email

Diogo Pimentel er en blandt flere mulige debutanter, når Jammerbugt FC lørdag tyvstarter forårets NordicBet Liga med den udsatte kamp mod Fremad Amager.

Den 24-årige midtbanespiller, der er født i Portugal, men som 14-årig flyttede til Luxembourg med sine forældre, er landet i Jammerbugten med et fodbold-CV, der indeholder både landsholdsudtagelse, Champions League kvalifikationskampe og nationalt mesterskab.

Med andre ord kommer Diogo Pimentel, der er skiftet fra den luxemburgske mesterklub CS Fola på en lejeaftale, med både kvalitet og erfaring i bagagen.

I det hele taget var sidste år et stort år for Diogo Pimentel og nu er han opsat på at fortsætte den positive udvikling med Jammerbugt FC.

– Jeg er kommet her til Jammerbugt FC for at gøre mit bedste og hjælpe holdet, så vi kan fuldføre vores mission om at blive i NordicBet Ligaen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bidrage til, at vi lykkes med det, indleder en smilende og positiv Diogo Pimentel fra træningsanlægget i Jammerbugt FC.

Den unge midtbanespiller har først og fremmest sit fokus på at finde sig til rette i den blå trøje hurtigst muligt, og vise sit værd, når sæsonen fløjtes i gang. Men Diogo Pimentel har selvfølgelig også ambitioner for sin egen fodboldfremtid, og her håber han, at Jammerbugt FC kan spille en vigtig rolle.

– Mine egne personlige ambitioner på den lidt længere bane er at nå det højst mulige niveau skridt for skridt. Nu er det min første erfaring i udlandet, men forhåbentlig ikke den sidste. Mit mål er at fortsætte udviklingen og nå endnu længere med min karriere. Men nu og her er det mest vigtige Jammerbugt FC, understreger Diogo Pimentel.

Han ankom i starten af året, og selvom det endnu er relativt kort tid, så har Diogo hurtigt skabt sig et indtryk af sine nye omgivelser, og han er godt tilfreds med, hvad de har budt ham indtil nu.

– Det virker til at være en rigtig god klub. Jeg er klar over, at der lige nu sker flere ændringer her, i både trup og set up, men jeg er landet godt, og jeg kommer med masser af respekt for de øvrige spillere og personer i og omkring klubben.

Selvom de første indtryk er gode og Diogo Pimentel er godt fra start, så er han samtidig også klar over, at der med alt sandsynlig vil være en tilvænningsperiode. Han tror dog på, at omgivelserne sikrer en god overgang.

– Jeg vidste, jeg skulle forvente et køligere klima, smiler Diogo og fortsætter.

– Men Pandrup er en rolig by og området i det hele taget giver gode rammer for at vi kan fokusere på vores fodbold. Jeg kan lide det her. Baneforholdende er virkelig gode, Danmark er et godt land, og så har I jo også et rigtig dygtigt landshold. Så jeg er glad for at være her og glæder mig til at hjælpe holdet i den kommende sæson.

Diogo Pimentel får muligheden for netop det i den kommende weekend, hvor det som nævnt gælder Fremad Amager på hjemmebane. Eller det vil sige ikke helt på eget græs. Opgøret er grundet vejr- og baneforhold flyttet til Vendsyssel FF’s hjemmebane, Nord Energi Arena i Hjørring, hvor der er kick of lørdag d. 19. februar kl. 13.00.