Af Henning Simonsen – Brovst
Humor klæder politik – men respekt klæder den bedre
Jeg har ingen politisk tilhørsforhold. Jeg lytter til de kandidater, der har noget på hjerte – idéer, løsninger og visioner for vores kommune – ikke til dem, der bruger valgkampen på at gøre grin med deres modstandere.
I Jammerbugt Kommune har Danmarksdemokraterne valgt at føre valgkamp med satiriske valgplakater. Det har skabt debat – og det forstår jeg godt. Humor kan være et fint virkemiddel, men som med så meget andet handler det om, hvordan man bruger den.
Danmarksdemokraternes spidskandidat har udtalt, at man “i princippet kunne have skrevet et kedeligt læserbrev med de samme budskaber, men det er der ingen, der læser.”
Det er en tankevækkende kommentar. For hvis man virkelig tror, at vælgerne ikke gider læse argumenter og idéer, men kun reagerer på karikaturer og grin, så undervurderer man borgerne i Jammerbugt.
Vi er mange, der faktisk gerne vil høre om politik – om løsninger, prioriteringer og værdier – ikke se tegninger, der forsøger at gøre grin med modstanderne.
Når man vælger den lette vej, kan det måske være, fordi man ikke har tydelige svar på de udfordringer, som kommunen står overfor. Det er ærgerligt, for Jammerbugt har brug for politikere med holdninger til virkeligheden – ikke bare holdninger til hinanden.
Jeg holder meget af humor. Den kan samle mennesker, skabe smil og give lidt luft midt i alvoren. Men når den bliver brugt som erstatning for politik, mister den sin værdi. Der er forskel på at have humor – og på at bruge den som skjold for manglende indhold.
Vi står over for vigtige spørgsmål i Jammerbugt: hvordan vi skaber udvikling, arbejdspladser, fællesskab og gode rammer for både unge og ældre. Det kræver seriøse samtaler og ærlige visioner – ikke satire og sarkasme.
Lad os derfor gerne bevare humoren i valgkampen – men lad os bruge den til at bringe mennesker sammen, ikke til at nedgøre dem, der stiller op for at gøre en forskel.


Fuldstændig enig – syntes de plakater er til gene for trafik sikkerheden og tangerer voksen mobberi.
Kunne ikke have formuleret det bedre. Meget enig.
Tak for sobert og nuanceret kommentar til en tendens til lave forventninger til borgernes dømmekraft og engagement.
Er fuldstændig enig.
Undskyld Mig. Har i ugen gået i Thisted, samt Samt Aalborg, hvor 100 vis af intetsigende grimme plakater sat ukontrolleret op over alt, op til 8m. Højde, uden ET eneste budskab om noget som helst.
Disse satiriske plakat, der omtales, har dog et budskab, hvilket må siges at være positiv i demokratiets hellige navn
Er vi ved at være sådan nogle knotne sure mennesker, som ikke kan tåle satire, hvorfor kan satire ikke være en del af en valgkamp – man må jo sige at plakater har opnået det afsender ønskede – hvis der er nogle som føler sig som ofre, eller føler sig voksenmobbet – så skal vi huske på, at der er mange måder at mobbe på, og jeg er ret sikker på, at der er nogle borgere i denne kommune der har følt sig “mobbet” af nogle af de folkevalgte i de sidste mange åringer….
Så tør nu øjnene, rejs nakken og sæt igang med den valgkamp! – Må den stærkeste vinde 🍀