Kunstgruppen Silikone arrangerer Kursus på Tranum Strandgaard efter nytår

Per Just
Per Just
Print Friendly, PDF & Email

Kunstgruppen Silikone arrangerer Kursus på Tranum Strandgaard efter nytår.

Kursustilbud lørdag 8.-søndag 9.januar, begge dage kl. 9:30-15:30 2022, i værkstedet på Tranum Strandgaard, Kunst- og Kulturcenter værksted, i emnerne:

”Parafraser og fra tegning til maleri” med Per Just       

Når juleferien og nytår er slut, kan det ofte føles lidt tomt. Derfor kan der opstå et behov for at give sig hen til den skabende proces, og det er her Kunstgruppen Silikones kursustilbud skal ses som en kærkommen lejlighed til at slå sig løs sammen med andre kunstnere.

Emnerne er ”Parafraser og fra tegning til maleri”.  Den første dag bruger vi på parafraser, men hvad er parafraser?  Det er en fri bearbejdning af en anden kunstners værk. Det er ikke en kopi, men det er et værk, der tager udgangspunkt i en anden kunstners værk og giver en indirekte kommentar til det. Men kom og lær mere om det på kurset.

Anden kursusdag gennemgår vi processen fra en tegning til et færdigt maleri. Mange kender problemet med at overføre en god og spontan skitse til et godt maleri uden at miste det spontane og friske, som var i den oprindelige tegning, og det er netop det, vi vil arbejde med på kurset.

Medlemmerne af Kunstgruppen Silikone har en god og kammeratlig atmosfære, hvor man hjælper hinanden i den skabende proces, og denne gang åbner vi muligheden for, at også personer, der ikke er medlemmer af Silikone kan deltage i kurset.

I Kunstgruppen Silikone har vi tidligere oplevet kunstmaler og grafiker Per Just, som en god og inspirerende underviser. Per Just er uddannet på Det jyske Kunstakademi 1970-74 og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1971.

Han har en lang udstillingspraksis og undervisningserfaring bag sig: Han har bl.a. udstillet på Randers Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Aarhus Kommune, Christiansborg, Ministeriernes Kunstforening, Bohus Landsting Göteborg, Uppsala Landsting. Han er medlem af BKF, Billedkunstnernes Forbund i Danmark.

Per Just har undervist flere steder bl.a. på Engelsholm Højskole og Vejle Kunstskole, og de seneste år har han været fast lærer på Billedskolen ved Heltborg Museum i Sydthy.

Så det er en erfaren kunstner og underviser, vi har på kurset. Hvis man har lyst til at deltage i kurset, kan man se yderligere informationer om, hvordan man kan blive tilmeldt på kurset på Kunstgruppen Silikones hjemmeside:   Kurser – www.kunstgruppen-silikone.dk 

Der er tilmeldingsfrist senest 17.december 2021, og hvis du har lyst til at deltage kunne det jo blive et godt julegaveønske.