ForsideAndetKunst som medicin giver patienter og børn med særlige behov øget sundhed

Kunst som medicin giver patienter og børn med særlige behov øget sundhed

Kunst som medicin giver patienter og børn med særlige behov øget sundhed

Regionsrådet styrker samspillet mellem kultur og sundhed i Nordjylland med 1 mio. kr. til 5 nye initiativer. Bl.a. til Danmarks første healinghospital på Regionshospital Nordjylland samt til sang- og musikaktiviteter på tværs af kulturskoler og specialklasser i Hjørring, Aalborg og Mariagerfjord kommuner.

Regionsrådet har fra sin Kultur og Sundhedspulje fordelt i alt 1 mio. kr. til 5 nye initiativer, som skal skabe nye oplevelser og muligheder i samspillet mellem kultur, kunst og sundhed i Nordjylland.

Fællesnævneren for de 5 initiativer er, at de ved hjælp af kunst, bevægelse og sang skal skabe oplevelser til gavn for fysisk såvel som mental sundhed hos både unge og ældre patienter og borgere. Eksempelvis ved udbredelse af kunst på nordjyske hospitaler, plejecentre og institutioner samt ved involvering af kunstnere og kulturhuse i rehabiliteringen af patienter med livstruende sygdomme.

– I Regionsrådet har vi det afsæt, at kunst og kultur kan styrke mennesker både fysisk og mentalt, når vi er udfordret på helbredet. Derfor støtter vi initiativer, som tænker nyt og tænker sammen til gavn for forebyggelse og rehabilitering. Jeg er overbevist om, at kunsten kan inspirere sundhedssystemet til styrket fokus på det hele menneske og den enkelte patient eller borgers mental sundhed og livskvalitet, siger Ole Stavad, regionsrådsmedlem og formand for Udvalget for Regional Udvikling.

– Samtidig vil de nye initiativer bidrage til de allerede positive nordjyske erfaringer med samspil mellem kunst og sundhed. Erfaringer som vi ser frem til at få samlet og formidlet gennem regionens engagement i NOCKS – Nordjysk Center for Kultur og Sundhed, som er forankret på Aalborg Universitet, forklarer Ole Stavad.

Sang skal styrke børns livsglæde og fællesskab

Et af de nye initiativer hedder ’Glad med sang’, og det er et samarbejde mellem tre specialklasser og tre kulturskoler i henholdsvis Hjørring, Aalborg og Mariagerfjord kommuner. Med initiativet arrangeres der ugentlig korsang for specialklassernes børn, og flere musikaktiviteter skal integreres i dagligdagen. Erfaringer viser nemlig, at sang og musik kan styrke børns livsglæde, sociale færdigheder og tilknytning til andre børn. Samtidig vil initiativet give værdifuld viden til både kultur- og specialområdet.

– Børnene skal opleve at have succes i sangens verden, for den oplevelse kan de tage med sig videre, og det kan give dem mod og lyst til mere. Det kan f.eks. være lyst til mere korsang og mod på at blive en del af et fritidstilbud på lige fod med andre børn. Vores mål er at skabe nærvær, fællesskab og nye kompetencer, og vi er glade for, at Regionsrådet bakker op om initiativet, siger Finn Svit, musikleder på Mariagerfjord Kulturskole

Succesfulde sansefødestuer giver blod på tanden

På Regionshospital Nordjylland i Hjørring har man allerede positive erfaringer med at få kunst og sundhed til at indgå i harmoni med hinanden. I foråret 2021 var en gruppe kunstnere nemlig med til at indrette fire sansefødestuer på hospitalet, hvor installationskunst og videooptagelser fra Vendsyssels natur skulle være med til at nedsætte stressniveauet hos de fødende. Og allerede nu viser tilbagemeldinger fra både de fødende kvinder, partnerne og personalet, at de nye omgivelser skaber mere ro og nærvær omkring fødslen.

De positive erfaringer har givet hospitalets ledelse og ansatte blod på tanden, og derfor har de søgt og fået midler fra Kultur og Sundhedspuljen til at udvikle et samlet koncept for Danmarks første healinghospital. Målet er, at Regionshospital Nordjylland skal være det første hospital, hvor kunst, lyd og indretning er tænkt ind i alle rum – lige fra indgangspartiet til sengestuer, ambulatorier og fælleslokaler.

Patienter og pårørende skal være med til at definere de nye rammer, og der bliver nedsat en stærk styregruppe bestående af nordjyske kunstnere, sundhedspersonale og ikke mindst tidligere patienter.

– Vores forventning er, at kunsten kan være med til at skabe en bedre oplevelse både for patienter, pårørende og personale. Projektet vil blive fulgt tæt gennem alle faser og erfaringerne vil både danne grundlag for formidling til andre hospitaler men også for forskning, der kan deles nationalt og internationalt, udtaler seniorforsker Dorte Melgaard, Regionshospital Nordjylland.

Følgende 5 initiativer har i 2021 fået tilskud på i alt 1 mio. kr.:

·         Kulturelle rehabiliteringsforløb efter indlæggelse,
Aalborg Universitetshospital, 275.000 kr.

·         Danmarks første healinghospital,
Regionshospital Nordjylland, 175.000 kr.

·         Glad med sang,
Mariagerfjord Kulturskole, 250.000 kr.

·         Senior Form – motion for seniorer,
Komponist Viggo Steincke og foreningen Cimbri, 98.000 kr.

·         Besat,
Kunstnerorganisationen LIM, 200.000 kr.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER