ForsideJammerbugtDEBAT: Tavshedskulturen gavner ikke andre end systemet - det beskytter forvaltning og...

DEBAT: Tavshedskulturen gavner ikke andre end systemet – det beskytter forvaltning og politikkere – dermed mister handicaprådet i Jammerbugt sin legitimitet!

AF Dorthe Godtfredsen Olsen Pedersbækvej 9 9690 Fjerritslev

Tavshedskulturen gavner ikke andre end systemet – det beskytter forvaltning og politikkere – dermed mister handicaprådet sin legitimitet!

Derfor har jeg som medlem af handicaprådet i Jammerbugt Kommune valgt at trække mig!

Begrundelsen er ikke personlig. Den er principiel. Jeg peger på en dårlig kultur, hvor borgernes virkelighed negligeres, og hvor kritik af forvaltningen ikke er velkommen.

Samtidig er der sket en væsentlig ændring: Tavshedspligt er blevet tilføjet den eksisterende forretningsorden – ikke på initiativ fra DH’erne, men fra anden side.

Det bør mane til eftertanke

Hvis kritik af forvaltningen bliver mødt med det, der bedst kan beskrives som en voksenskældud fra forvaltningens ledelse. Ikke dialog. Ikke nysgerrighed. Men irettesættelse fra den myndighed, som rådet netop skal kunne forholde sig kritisk til – så er det som om man prøver at presse handicaprådet ind i samme lukkede rammer som de politiske udvalg!

Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er handicaprådets rolle egentlig i Jammerbugt Kommune?

Rådet er sat i verden for at give mennesker med handicap en stemme. Ikke for at være et ekko af forvaltningen. Ikke for at pakke problemer ind. Og slet ikke for at tie stille eller blive sat på plads af samme system, som rådet skal bidrage til at kvalificere.

Tavshedspligt kan være nødvendig i konkrete personsager. Men når den udvides – og ovenikøbet indføres uden opbakning fra handicaporganisationernes repræsentanter – samtidig med en kultur, hvor kritik mødes med irettesættelser fra forvaltningens ledelse, risikerer den at blive et effektivt redskab til at lukke munden på dem, der er sat i verden for at tale.

Hvis medlemmer ikke frit kan beskrive de udfordringer, borgere med handicap oplever i Jammerbugt Kommune – uden frygt for reprimander fra forvaltningen – mister rådet sin legitimitet. Og så mister vi alle et vigtigt korrektiv til systemet.

Det handler ikke om konflikt for konfliktens skyld. Det handler om tillid. Tillid til, at kritik bliver hørt. Tillid til, at virkeligheden tages alvorligt. Tillid til, at borgerinddragelse ikke bare er et ord, men en praksis.

Når jeg som medlem vælger at gå, fordi det ikke længere er muligt at udføre sit arbejde meningsfuldt – og oplever både tavshedskrav og irettesættelser fra forvaltningens ledelse – er det ikke bare et personligt valg. Det er et signal!

Spørgsmålet er, om nogen i Jammerbugt lytter?

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER