Næsten 2.000 kvinder har medvirket i en stor dansk ledet undersøgelse, som har ført til en mindre belastende og mere skånsom strålebehandling af brystkræftpatienter i Danmark. Kræftens Bekæmpelse har støttet undersøgelsen, som er et af verdens største studier af brystkræft og strålebehandling.
Undersøgelsen blev indledt i 2009 og førte i 2014 til, at de danske retningslinjer for strålebehandling blev ændret for de brystkræftpatienter, som har brystkræft uden spredning til lymfeknuder i armhulen, og som kun skal have stråler på brystet.
Det gælder to ud af tre af de kvinder, som får anbefalet strålebehandling efter brystkræft. Samlet over 2.000 patienter årligt i Danmark.
Hvor man tidligere gav kvinderne strålebehandling mod brystet i fem uger, blev det på grund af studiet standard at give strålebehandling i tre uger. Det vil sige færre strålebehandlinger, men med større dosis pr. gang. I studiet blev der trukket lod, om den enkelte kvinde skulle have tre eller fem ugers strålebehandling.
Nu er halvdelen af kvinderne fulgt i syv år eller mere. Konklusionen er, at der er en smule færre bivirkninger blandt kvinder, der får stråler i tre uger. Risikoen for tilbagefald af kræft i brystet er lav og den samme som ved stråleterapi i fem uger – nemlig tre pct. efter ni år.
– Med disse resultater har vi nu solid dokumentation for, at langt de fleste kvinder kan nøjes med kortere stråleforløb på tre uger, men med større dosis stråler pr. strålebehandling, og at det er ligeså effektivt og sikkert som fem ugers behandling, siger professor og overlæge ved Aarhus Universitetshospital Birgitte Vrou Offersen, der har ledet undersøgelsen, der udgår fra Den Danske Bryst Cancer Gruppes (DBCG) Stråleterapiudvalg.
Svar på alle tvivlsspørgsmål
Hun forventer, at studiet får international gennemslagskraft. På tværs af Europa er det stadig ca. halvdelen af de kvinder, som studiet omhandler, der får det lange behandlingsforløb på fem uger.
– Det, som afholder kræftlæger fra at give den korte behandling, er bekymring for flere senfølger til strålebehandling hos moderne behandlede patienter, som for eksempel får den nyeste type kemoterapi kombineret med stort brystvolumen over 600 ml samt rygning, som er faktorer, der øger risikoen for skader.
– Vi kan imidlertid ikke finde nogen undergrupper af kvinder, hvor det er bedre med fem ugers strålebehandling, og jeg vil mene, at vores studie tager højde for alle tvivlsspørgsmål og leverer dokumentation for, at man trygt kan gå ned på tre ugers strålebehandling, siger Birgitte Vrou Offersen.
Hvert år får ca. 3.500 kvinder i Danmark strålebehandling efter brystkræft. Brystkræft er den mest almindelige kræftform blandt kvinder i Danmark.
Fakta om studiet
- Studiet omfatter 1.882 kvinder fra fortrinsvis Danmark, men også fra Norge og Tyskland, som fik strålebehandling for brystkræft (87 pct.) eller forstadier til brystkræft (13 pct.) i perioden 2009-2014. Kvinderne havde fået en brystbevarende operation og skulle kun have bestrålet brystet. Anden type behandling såsom kemoterapi og anti-hormoner var tilladt.
- Kvinderne blev fordelt i to grupper ved lodtrækning. Halvdelen fik den daværende standardbehandling på 50 stråleenheder over fem uger, mens den anden halvdel, forsøgsgruppen, fik 40 stråleenheder over tre uger.
- I 2014 var der 340 kvinder i forsøget, som var blevet fulgt i tre år efter strålebehandling, og der var derfor tilstrækkeligt med tidlige data til at ændre retningslinjerne, så de tre ugers strålebehandling med større dosis blev standard. Nu er stort set alle kvinderne i studiet fulgt i mindst fem år, og resultaterne er robuste, således at de første konklusioner i 2014 stadig er gældende efter gennemgang af alle resultaterne.
- Efter tre år havde 12 pct. af kvinderne med fem ugers stråleterapi og 9 pct. af kvinderne med tre ugers stråleterapi bivirkninger i form af arvæv/fasthed i det bestrålede bryst. En række andre strålebivirkninger og faktorer er også undersøgt, bl.a. misfarvning, blodkarsprængninger, smerter, kosmetisk resultat, patienttilfredshed og betydning af f.eks. brystvolumen og rygning, og samlet set gælder, at tre ugers strålebehandling ikke øger risikoen for senfølger i forhold til fem uger.
- Overlevelsen efter ni år er den samme i begge grupper, nemlig 93 pct.
- Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Clinical Oncology