ForsideJammerbugtKommunerne er snart i mål med den grønne affaldsindsamling - Sorterer din...

Kommunerne er snart i mål med den grønne affaldsindsamling – Sorterer din husstand efter de 10 forskellige affaldstyper?

Kommunerne er snart i mål med den grønne affaldsindsamling – Sorterer din husstand efter de 10 forskellige affaldstyper?

Når 2024 går på hæld, vil næsten alle landets kommuner være i mål med at indføre de nye krav til affaldsindsamling, som dækker over 10 forskellige slags affaldstyper. Det viser en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen. ”Det er godt for klima og miljø, at kommunerne er så langt med deres indsamling”, siger miljøminister Magnus Heunicke.

I 2020 blev der sat nye krav til kommunerne i forhold til affaldsindsamling for at få danskerne til at affaldssortere mere. Kommunerne skulle nemlig fra 2021 indsamle ni forskellige affaldsfraktioner husstandsnært, og fra 2023 en 10. affaldsfraktion, nemlig tekstil. Nu viser en helt ny kortlægning fra Miljøstyrelsen, at kommunerne næsten er i mål med strømliningen af affaldsindsamlingen. Hele 74 kommuner er i mål, mens yderligere 23 kommuner forventer, at de vil komme i mål i løbet af 2024. Blot en enkelt kommune regner først med at være i mål efter 2024.

”Der er store gevinster at hente for både miljøet og klimaet, hvis vi sorterer vores affald. Udvinding og forarbejdning af naturressourcer er skyld i cirka halvdelen af den globale udledning af drivhusgasser og over 90 procent af det globale tab af biodiversitet. Ved at sortere affaldet til genanvendelse begrænser vi behovet for nye naturressourcer.” siger miljøminister Magnus Heunicke.

4,5 millioner borgere affaldssorterer allerede
Miljøstyrelsen lavede en tilsvarende kortlægning i starten af 2022 med hjælp fra Niras. Her var det blot 12 kommuner, der var i mål med strømliningen. Den nye kortlægning viser, at 74 kommuner i dag er i mål med strømliningen, hvilket svarer til ca. 4,5 mio. borgere.

”Nu handler det om, at de resterende kommuner kommer med om bord. 23 ud af de sidste 24 kommuner forventer, at de er i mål i løbet af 2024. Generelt er jeg glad for at se det store stykke arbejde, som kommunerne har lagt i at komme i mål med indsamlingen af de ti fraktioner, og at de tager opgaven seriøst,” siger miljøminister Magnus Heunicke.  

Fakta: 

  • Kortlægningen er foretaget af Miljøstyrelsen, der fra ultimo 2023 til primo 2024 har kortlagt, hvor langt de danske kommuner er med strømliningen af deres affaldsindsamling.
  • Status er, at 74 kommuner i dag er i mål med strømliningen, hvilket svarer til ca. 4,5 mio. borgere. Yderligere 23 kommuner forventes at nå i mål med strømliningen i løbet af 2024, mens 1 kommune forventes at nå i mål med hustandsnær indsamling af alle affaldsfraktionerne i 2025.
  • De 23 kommuner, der forventeligt når at indsamle alle 10 fraktioner ved udgangen af 2024, mangler primært fire fraktioner: farligt affald, plast, mad- og drikkekartoner samt tekstilaffald.
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER