Kommuneplan for Jammerbugt er klar – Etablering af en dagligvarebutik i Brovst og flere boliger i Aabybro og Hune
Årets og valgperiodens sidste kommunalbestyrelsesmøde i Jammerbugt Kommune har været afholdt. På dagsordenen var blandt andet vedtagelse af Kommuneplanen.
Efter en involverende proces er kommuneplanen for de kommende år nu fastlagt. Planen indeholder blandt andet ønsker om etablering af en dagligvarebutik i Brovst og flere boliger i Aabybro og Hune.
Kommunalbestyrelsen har netop godkendt en ny og revideret kommuneplan. Kommunen reviderer hvert fjerde år planen for Jammerbugt Kommune, i forhold til i hvilken retning Jammerbugt Kommunes udvikling skal gå de næste 12 år. Blandt andet når det kommer til byer, lokalsamfund, erhverv, natur, landskaber, sommerhuse og meget mere.
”Vi har kørt en involverende proces omkring kommuneplanen, og vi har gjort det lidt omvendt denne gang, hvor projektansøgere har haft mulighed for først at tilkendegive projekter, de ønsker at realisere, og dem har vi så indtænkt i kommuneplanen. Så vi står med en meget handlingsorienteret kommuneplan denne gang”, forklarer Borgmester Mogens Christen Gade.
Planen har været i offentlig høring tidligere på året, ligesom der har været afholdt åbne caféer, hvor borgere, projektansøgere og andre interesserede fik mulighed for at stille spørgsmål. De indsigelser og bemærkninger, der er kommet ind til kommunen i løbet af processen, er taget i betragtning, hvilket har ført til, at der nu er et færdigt produkt klart.
”Med Kommuneplanen på plads ser vi ind i, at der kommer en række nye lokalplaner i 2026. Det drejer sig f.eks. om et konkret ønske fra Handelsstandsforeningen i Brovst i forhold til at etablere en dagligvarebutik på Merkurvej i Brovst, og derudover andre ønsker, blandt andet om at etablere flere boliger i Hune og Aabybro”, fortæller Borgmester Mogens Christen Gade videre.
Kommuneplanen kan ses her

