ForsideJammerbugtKør sikkert på vinterferie

Kør sikkert på vinterferie

Kør sikkert på vinterferie

Vinterferien nærmer sig, og for mange danskere betyder det en tur mod sneklædte bjergtoppe og pister. Mange vælger bilen frem for flyet, men en lang køretur medfører risiko for uheld og nedbrud på vejen. Mange nedbrud kan ifølge SOS International forebygges.

Mange danske familier drager hvert år på vinterferie – nogle mod sol og andre mod sne. Tal fra Danmarks Statistik fra 2017 viser, at cirka 59 procent af rejserne i vinterferien er skiferier. Sidste år fik cirka 1000 danskere brug for vejhjælp i udlandet fra SOS International via Rødt Kort-ordningen i ugerne omkring vinterferien.

Mekaniske skader er den største synder
Når danskere får nedbrud på bilen i udlandet, udgør mekaniske skader hele 38 procent af alle skaderne. Mekaniske skader kan f.eks. dække over en motor, der står af, manglende olie, bremser, der går i stykker, defekt vandpumpe, overophedet motor, osv.

– Mekaniske skader er skyld i mange spildte feriedage. Heldigvis kan de ofte repareres, men de er ærgerlige, fordi mange af dem kunne være opdaget og fikset før ferien. Derfor opfordrer vi til, at man tager bilen forbi et værksted til et hurtigt tjek inden en længere køretur til udlandet. Både for sikkerhedens skyld og for at undgå at spilde dyrebare feriedage, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef for Rødt Kort hos SOS International.

Flest assistancer i Tyskland, Sverige og Norge
Tyskland er normalt det land, hvor flest danskere får brug for vejhjælp på vinterferien – men sidste år blev Tyskland overhalet af Sverige, og der kunne også registreres en stigning i Norge.

– Sidste vinter havde vi flere sager end sædvanligt i Sverige og Norge, formentlig som følge af corona. I år forventer vi, at flere danskere igen vil køre mod syd, hvor Østrig normalt er det største trækplaster i vinterferien, siger Anette Bjørn Juncher.

Går turen mod Østrig, Frankrig og Italien, forventes det, at Tyskland generobrer sin førsteplads som skadeland, da vores store naboland er transitland, når turen går sydover.

LÆS OGSÅ: Politiet advarer unge: Lad ikke andre bruge din telefon i nattelivet

Gode råd fra vores nabo i Nord
Hvis skiferien derimod går til Sverige eller Norge, har den norske vejhjælp et par gode råd til danskere på vinterferie:

– Der er lange strækninger i både Norge og Sverige, hvor der kan være meget langt til nærmeste tankstation, så vi anbefaler at fylde op med brændstof og sprinklervæske før de lange stræk. Derudover er det godt at forberede sig på, at det kan være en kold fornøjelse at sidde i en slukket bil i længere tid, hvis uheldet skulle være ude. Det er vigtigt at have varmt tøj med i bilen og eventuelt en fyldt termokande, snacks og en powerbank til telefonen, siger Jan-Petter Schøyen fra SOS International i Oslo.

Kører man i dieselbil i Norge og Sverige, kan man med fordel fylde tanken med lokal diesel:

– Vi anbefaler danskere at tanke med lokal diesel. Vores diesel er tilsat additiver, der beskytter brændstoffet mod at fryse, siger Jan-Petter Schøyen.

Gode råd før afgang:

  • Få et værksted til at give bilen et eftersyn
  • Undersøg lokale lovkrav til sikkerhedsudstyr (snekæder, trafikveste mm.)
  • Afprøv snekæder hjemmefra, så du ved, hvordan de monteres
  • Tjek dækmønsteret – det bør være 3-4 millimeter

På destinationen:

  • Tank diesel lokalt. I udlandet er der ofte tilsat additiver, som forhindrer brændstoffet i at fryse
  • Parkér i opvarmet garage – så undgår du en frossen bil, der ikke kan starte
  • Hvis bilen ikke står inde, anbefales det at køre daglige ture på minimum 20 minutter
  • Daglige køreture er i det hele taget den bedste forebyggelse af en bil, der ikke vil starte på afrejsedagen

Særligt for elbiler:

  • Indret ruten efter ladestationer (tjek diverse apps og hjemmesider med oversigt over ladestationernes placering)
  • Vær forberedt på, at strømforbruget kan være større end normalt på grund af opvarmning, køkørsel og lave temperaturer

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER