Køb inden priserne stiger igen

Det er på ingen måde usundt for boligmarkedet, at det nu finder et normalt leje igen efter en brandvarm periode. Men for købere og sælgere er tilgangen som to verdener. Foto: RealMæglerne

Køb inden priserne stiger igen

Boligmarkedet vil i 2023 være modsat i forhold til 2022. Sidste år var udbuddet af boliger i de første 10 uger nede på blot 35.000 stk., og køberne stod i kø. Her et år senere er det hele vendt på hovedet, og udbuddet nærmer sig 2019- og 2020-niveau, der i begge år var over 55.000 i januar måned. Det kan boligkøberne udnytte til at købe nu, inden priserne, jf. vismandsrapporten, vil stige igen.

-- annonce ---

Det er på ingen måde usundt for boligmarkedet, at det nu finder et normalt leje igen efter en brandvarm periode. Men for købere og sælgere er tilgangen som to verdener.

I begyndelsen af 2022 skreg boligmarkedet på nye emner til salg, og budskabet til sælgerne var klokkeklart: ”Sæt til salg nu, mens salgstiden er kort, og m2-priserne er høje.” Men dengang tøvede mange. Nu er budskabet til køberne: ”Køb nu, mens du kan gøre en god handel, og inden det begynder at stige igen.”

Det vil sige, at i 2023 er det i stedet køberne, der tøver, og er ved at begå samme fejl med omvendt fortegn, som nogle sælgere begik, da de tøvede i 2021 og 2022.

– Vi har set historisk store prisfald på boligmarkedet i anden halvdel af 2022 til nu, hvilket jo skyldes, at der naturligt vil kunne ses et stort procentvis fald, når man holder et all time-rekordår op imod et marked, der nu er landet i et mere normalt leje for m2-priserne, fortæller Preben Merrild Angelo, adm. direktør hos RealMæglerne med mere end 100 ejendomsmæglerbutikker i Danmark.

Derfor anbefaler han og RealMæglerne, at køberne går imod strømmen og slår til nu, mens priserne er lave.

I medierne præsenteres faldende kvadratmeterpriser næsten udelukkende som en enstrenget historie, hvor fortegnet er negativt, men det er det ikke nødvendigvis, mener Preben Merrild Angelo.

Dels har boligmarkedet det bedst, når hjulene ikke kører for stærkt. Dels er der ofte flere sider af én sag, når boligsælgerne nu går ud og sælger med en prisjustering. Fx er der mange, der benytter det nuværende marked til et boligswap eller en opkonvertering af boligen.

– Sælger du et hus til 2 mio. med et afslag i salgsprisen på 10 %, ”taber” du 200.000 kr. Køber du herefter en bolig til 3 mio. med et afslag på 10 % i salgsprisen, ”sparer” du 300.000. Med andre ord er der nogle boligsælgere, der lige nu udnytter, at det er favorabelt at skifte til en større og/eller dyrere bolig, for de har jo udbetalingen og kistebunden på plads, forklarer Preben Merrild Angelo.

Derudover er der mange af medierne, der glemmer at tage nuancerne med i fortællingen om fald i m2-priser. Det ligger i ordet ”fald”. Men for eksempel er der boligsælgere, der allerede har ”gode” lån og kan tjene kursgevinsten, når de sælger boligen. Det kan med andre ord godt være, at m2-prisen er justeret 8 % ned, men til gengæld har de et boliglån til en rente og en kurs, der er bedre, end det er muligt af få nu.

– For boligsælgerne handler det om at være realistiske og sætte en skarp pris i forhold til markedet. Det kan blive dyrt i sidste ende at starte for højt. Og for køberne handler det om, at der snart skal handles, inden m2-priserne begynder at stige igen. Sådan er virkeligheden skiftet på bare ét år, mener han.

Ifølge vismandsrapporten fra De Økonomiske Råd venter der nemlig især i perioden 2025-2030 så markante prisstigninger, at det mere end opvejer det dyk, m2-priserne har vist i 2. halvår af 2022.

– En ting er sikkert, og det er, at priserne på ejerboliger de går op og ned. Og de fleste boligejere vil allerhelst købe, mens priserne er i bund og sælge, når priserne topper. Det er den enkle logik. Lige nu ved vi, at en ejerlejlighed, der i foråret 2022 blev solgt til 3.000.000 kr., nu på landsplan sælges til en pris, der er justeret 8 % ned. Det svarer til en besparelse på 240.000 kr. for køber, slutter Preben Merrild Angelo.

LÆS OGSÅ: Lokal kunstner udstiller smykker på Aabybro og Pandrup Bibliotek