Comedy skyder Knæk Cancer-indsamling i Aabybro i gang – se de mange aktiviteter i uge 42/43
560 billetter er revet væk, når Carsten Bang, Jonas Mogensen, Nicolaj Lange og Lasse Rimmer indtager scenen i DGI-Huset Aabybro. Det udsolgte comedyshow bliver en del af årets store lokale Knæk Cancer-indsats.
Der bliver både plads til grin og støtte til en vigtig sag, når DGI-Huset Aabybro torsdag den 24. september danner ramme om et særligt comedyshow til fordel for Knæk Cancer.
På scenen står Carsten Bang, Jonas Mogensen, Nicolaj Lange og Lasse Rimmer, mens Tom Bue er aftenens konferencier.
Interessen for arrangementet har været stor. Samtlige 560 billetter er allerede solgt, og dermed er der lagt op til en fyldt hal og en festlig aften i Aabybro.
Comedyshowet er en del af den store lokale indsats omkring Knæk Cancer Aabybro, som igen i år samler virksomheder, foreninger, frivillige og borgere om kampen mod kræft.
– Vi er utrolig glade for den opbakning, vi møder. At 560 mennesker har købt billet til comedyshowet, viser endnu en gang, hvor stærkt et fællesskab der er omkring Knæk Cancer i Aabybro. Samtidig er vi meget taknemmelige for de virksomheder, foreninger og frivillige, der bidrager og gør arrangementerne mulige, lyder det fra arrangørerne bag Knæk Cancer Aabybro.
Hele overskuddet fra comedyshowet går til Knæk Cancer og bliver en del af det samlede beløb, som Knæk Cancer Aabybro overrækker i forbindelse med det store lokale indsamlingsshow lørdag den 24. oktober.
DGI-Huset Aabybro bakker op ved at stille hallens faciliteter til rådighed, mens Guldbrandt Catering giver gæsterne mulighed for at købe middagsmad inden showet.
Hele Aabybro skal med
Comedyshowet bliver samtidig optakten til en periode, hvor Knæk Cancer for alvor kommer til at kunne mærkes i Aabybro.
I uge 43 vil byen igen være præget af aktiviteter, initiativer og arrangementer. Lokale virksomheder, foreninger, skoler, institutioner og borgere bidrager på forskellig vis til den fælles indsamling.
Nogle arrangerer aktiviteter, andre donerer varer, oplevelser eller penge, mens mange støtter ved ganske enkelt at møde op til arrangementerne.
Den lokale indsats kulminerer lørdag den 24. oktober med det store Knæk Cancer Indsamlingsshow i Aabybro. Her er ambitionen at kunne overrække så stort et samlet beløb som muligt til kampen mod kræft.
Arrangørerne sender samtidig en særlig tak til Carsten Bang, Jonas Mogensen, Nicolaj Lange, Lasse Rimmer og Tom Bue, som alle har valgt at bakke op om Knæk Cancer Aabybro og bidrage til comedyshowet.
Dermed er der lagt op til en aften med masser af humor foran 560 gæster – og samtidig en aften, hvor hvert grin er med til at støtte den fælles Knæk Cancer-indsamling i Aabybro.
Aktiviteter uge 42/43:
Lørdag d. 17/10 kl. 10.00
Gå-/cykeltur v/Frk. Smil
Søndag d. 18/10 kl. 14.00
Yoga i DGI-Huset v/Mette Wilgaard
Mandag d. 19/10 kl. 19.00
Lyscermoni på Torvet i Aabybro
Tirsdag d. 20/10 kl. 17.00-20.00
Ro-event og underholdning v/Bankbox Aabybro
Onsdag d. 21/10 kl. 18.30
Banko i DGI-Huset v/Aabybro Handel- og erhvervsforening
Torsdag d. 22/10 kl. 18.00
Modeshow på Søparken v/Aabybro Handel- og erhvervsforening
Lørdag d. 24/10 kl. 09.30
Knæk Cancer Løb v/FGU Nordvest Jammerbugt i samarbejde med ROFLRun
Lørdag d. 24/10 kl. 17.00 (Dørene åbnes kl. 16.45)
Indsamlingsshow i DGI Huset Aabybro



