ForsideBlokhusKlar anbefaling fra livredderne: Bad ikke i tordenvejr

Klar anbefaling fra livredderne: Bad ikke i tordenvejr

Klar anbefaling fra livredderne: Bad ikke i tordenvejr

De kommende dage byder ifølge DMI på ustadigt sommervejr, hvor vi både får sol og varme, men også kraftige byger og torden. Er du ved stranden, når det begynder at buldre, bør du søge op på land og allerhelst indendørs, lyder rådet fra livredderne, for det kan være livsfarligt at bade i tordenvejr.

Rigtig mange holder sommerferie i disse dage og nyder tiden med en tur til stranden. DMI lover pænt, men ustadigt sommervejr i de kommende dage, hvor vi både får sol og dejlige sommertemperaturer, men også regn og byger, der lokalt kan blive kraftige og med torden. Er du ude at bade, når du hører tordenbulder, bør du søge op på land og allerhelst indendørs – for det kan være livsfarligt at bade i tordenvejr.

– Du er meget sårbar, når du er ude i vandet. Bliver du ramt af et lyn, eller slår lynet ned tæt på dig, kan du blive slået bevidstløs, og så er det meget farligt at opholde sig i vand, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:

– Når der er kraftige byger, er der ikke umiddelbart øget risiko ved at bade, men hører du tordenbulder, eller ser du lyn, skal du skynde dig op af vandet og søge ly – allerhelst i en bygning eller i en bil med fast tag og lukkede vinduer. Er det ikke muligt, er det bedste at gøre at sætte sig på hug og krumme sig helt sammen, så man får så lille en kropsoverflade som muligt. Lyn slår typisk ned i genstande, der rager op i luften. Derfor skal man aldrig søge ly under fx et træ.

Er du på en strand med livreddere, og vejret pludselig skifter og ændrer forholdene på stranden, vil livredderne altid advare dig og de andre badegæster og hejse det røde flag i toppen af livreddertårnet. Det røde flag betyder, at livredderne fraråder badning, fx på grund af tordenvejr.

Gode råd fra livredderne ift. tordenvejr

  • Badning frarådes. Der er ikke større risiko ved at være i vandet end på stranden, men bliver du slået bevidstløs af lynet, kan du drukne i vandet
  • Søg ikke ly under træer, specielt ikke et enkeltstående træ
  • Undgå unødig brug af mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr
  • En bil med lukkede døre og vinduer er et godt sted at søge ly
  • Søg om muligt indendørs

Landsdækkende aktionstal for uge 28 (7. juli – 13. juli 2025)

TrygFondens livreddertårne åbnede fredag den 27. juni, og livredderne er denne sommer til stede på i alt 34 strande og havnebade.

I uge 28 (7. juli – 13. juli) gennemførte livredderne i alt 7.776 indsatser, hvoraf det i tre tilfælde blev vurderet, at én eller flere personer var i livsfare. Derudover var der 187 almindelige førstehjælpsaktioner, 424 forebyggende aktioner og 7.162 oplysende indsatser.

Tre livreddende aktioner i uge 28

Løkken Strand, 8. juli 2025
Livredderne spotter en kitesurfer, der ligger i vandet cirka 500 meter nord for livreddertårnet. De sejler ud til kitesurferen for at høre, om vedkommende har brug for hjælp. Det viser sig, at kitesurferen er ved at prøve at svømme ind til land, men beder om hjælp til at komme ind. Den ene livredder hopper i vandet og hjælper kitesurferen med at få styr på sine liner, hvorefter livredderen svømmer kiten ind. Den anden livredder får kitesurferen op i båden og sejler ham ind til land.

Palmestranden i Frederikshavn, 10. juli 2025
Livredderne observerer en gruppe drenge svømme længere og længere ud. Især en af de tre drenge ser meget træt ud og svømmer dårligt. Den ene livredder tager et board og en redningstorpedo og padler ud til de tre drenge. Deres venner, som står længere inde, råber, at de skal komme tilbage mod land, men drengene formår ikke selv at bevæge sig ind. Livredderen rækker den ene dreng torpedoen cirka 300 meter fra stranden og får ham op på boardet. Drengen fortæller, at han ikke kan svømme særlig godt og er meget træt. De to andre drenge holder fast i boardet, mens de langsomt svømmes ind, hvor de kan bunde. Herfra går de elv det sidste stykke ind. Livredderen trækker den trætte dreng på boardet helt ind til strandbredden, da han ikke selv kan komme ind.

Palmestranden i Frederikshavn, 13. juli 2025
En ung pige befinder sig pludselig yderst ved højre høfde, hvor hun ikke længere kan bunde. Her bliver hun fanget af strøm og bølger. Den ene livredder tager en redningstorpedo og skynder sig ud til den nødstedte. En badegæst tættere på den nødstedte sætter i løb og ankommer til den nødstedte samtidig med livredderen. Badegæsten svømmer selv tilbage til høfden, mens livredderen fæstner den unge pige til torpedoen og svømmer hende ind til lavere vand, hvor de mødes af den anden livredder og sammen går ind til strandbredden. Den unge pige er ok og har ikke brug for efterbehandling.

Regionale aktionstal for uge 28 (den 7. juli – 13. juli 2025)

Livredderne udfører fire typer indsatser på strandene:

  • Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer er i livsfare.
  • Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
  • Forebyggende indsatser, hvor livredderne er ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land. 
  • Oplysende indsatser, hvor livredderne er i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

Landsdækkende: 3 livreddende aktioner, 187 førstehjælpsaktioner, 424 forebyggende aktioner, 7.162 oplysende indsatser

Nordjylland: 3 livreddende aktioner, 30 førstehjælpsaktioner, 96 forebyggende aktioner, 2.138 oplysende indsatser

  • Blokhus: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 3 forebyggende aktioner og 365 oplysende indsatser
  • Løkken: 1 livreddende aktion, 2 førstehjælpsaktioner, 6 forebyggende aktioner og 501 oplysende indsatser
  • Tornby: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 3 forebyggende aktioner og 297 oplysende indsatser
  • Palmestranden: 2 livreddende aktioner, 15 førstehjælpsaktioner, 44 forebyggende aktioner og 230 oplysende indsatser
  • Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 24 forebyggende aktioner og 438 oplysende indsatser
  • Nørre Vorupør: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 16 forebyggende aktioner og 307 oplysende indsatser
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER