Af Kiki Bille Bach medlem af Kommunalbestyrelsen og kandidat ved KV25 for Socialdemokratiet i Jammerbugt Kommune
Måske er det ikke skolen, der taber børnene – men systemet og regnearkene
Efter at have set programserien “Skolens tabte børn” sidder jeg tilbage med en klump i maven. For jeg møder det selv helt tæt på: Forældre, der ikke kan passe deres arbejde på fuld tid, fordi deres børn kun kan overskue et reduceret skoleskema. Forældre, der kæmper med kommunen om tabt arbejdsfortjeneste, mens de i forvejen kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Og en skole, der gør alt, hvad den kan – men som alt for ofte mangler de rigtige redskaber og ressourcer til at hjælpe i tide.
Jeg tror, vi som samfund er på vej ud på et sidespor. Inklusionstanken er god, og selvfølgelig skal alle børn have ret til et alment skoletilbud. Men det må ikke ske på bekostning af hverken barnet, klassen eller lærerne, der står midt i det hele. I dag sidder der alt for mange børn i for store klasser, og kravene til lærerne bliver ikke mindre. Det er ganske enkelt en umulig ligning.
Da jeg selv gik på Biersted Skole, var vi omkring 13 elever i hver klasse. Da vi nåede 7. klasse, blev vi slået sammen, fordi vi var for få. Det blev en alt for stor opgave – timerne sejlede, og vores klasse fik et ret blakket ry (undskyld til mine gamle lærere). Året efter fik vi lov til at deles igen, fordi der kom elever fra Nørhalne. Pludselig kom roen, nærværet og læringen tilbage. De to sidste år, 8. og 9. klasse, blev faktisk nogle af de bedste i min skoletid.
Så når jeg ser på dagens skole, kan jeg ikke lade være med at tænke: Måske er det ikke lærerne eller skolerne, der taber børnene. Måske er det systemet og regnearkene. Vi har presset for mange børn sammen, kræver høj inklusion og glemmer, at trivsel og læring kræver tid, overskud og voksne, der har tid til at se det enkelte barn.
Hvis vi virkelig vil hjælpe de børn, der mistrives, skal vi turde tale om klassestørrelser, ressourcer og et inklusionssystem, der i alt for mange tilfælde ikke fungerer i praksis. Alle børn har ret til et fællesskab – men det skal være til gavn for både barnet og fællesskabet. Ellers risikerer vi at tabe endnu flere.
Kiki Bille Bach rejser en væsentlig debat, men jeg mener, at løsningen ikke findes i flere systemer og modeller – men i nærvær, faglighed og kendskab til det enkelte barn. Som kandidat for Danmarksdemokraterne arbejder jeg for at bevare de små skoler og klasser, hvor lærerne, som Kiki og jeg selv, har tid og relationer nok til at handle, før mistrivsel bliver til skoleværing. Vi ved fra forskning og erfaring, at tryghed og kontinuitet øger både læring og fremmøde. Derfor skal vi styrke de lokale fællesskaber – ikke centralisere dem. Menneskelig omsorg virker bedre end endnu et regneark.
En forudsætning for at kunne skabe en forandring er at have et sprog for det fænomen man vil forandre (Gadamer). En skole, et system eller et regneark har ikke en hjerne og kan ikke reflektere, men det kan mennesker.
Når man tilskriver en kultur, en skole eller et system en selvstændig agent, rammer man ved siden af skiven.
At tage ansvar er ikke, hvad mange tror, at følge de vedtagne retningslinjer, – det er faktisk ansvarsløst. At tage ansvar er at gøre det rigtige, i situationen, også når det strider mod ‘systemet’
Løsningen ikke findes i flere systemer og modeller – men i nærvær, faglighed og kendskab til det enkelte barn. Der er alt for meget politik, kontrol for kontrollens skyld og regneark.
Der skal langt mere nærvær til for barnet skyld. Alle taler om det men INGEN gør noget ved det, og ved valg lover alle alt muligt, men når valget er over så er det glemt igen. Tillid til lokal og landspolitikkerne er væk og måske skulle de til at stille spørgsmålet lover jeg for meget.
Måske skulle Johnny og Mogens dæmpe mavesyren en smule, når Kiki Bach rejser denne problemstilling. Det er jo langt fra første gang, vi hører Kiki give udtryk for netop denne holdning, så forklaringen om, at det skulle skyldes valgår, holder ganske enkelt ikke. Kiki har kæmpet børnenes sag, så længe jeg har kendt til hende, og derfor er det urimeligt at påstå, at hun lover for meget.
At skabe forandring på skole- og ungdomsområdet kræver langt mere end én engageret stemme i kommunalbestyrelsen eller Folketinget — det kræver politisk vilje og bred opbakning.
Så lover Kiki for meget? Det korte svar er nej. Kæmper hun derimod ufortrødent for sine værdier? Ja, hver eneste dag.