Kiki Bach og Susanne Møller Jensen: Vi skal fritage eleverne for nationale test.

Kiki Bach og Susanne Møller Jensen Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Kiki Bach og Susanne Møller Jensen kommunalbestyrelsesmedlemmer Jammerbugt

Vi skal fritage eleverne for nationale test.

Socialdemokratiet i Jammerbugt Kommune har bedt om at få de nationale test på dagsordenen i Børne og Familieudvalget (BFU).

Vi, de socialdemokratiske medlemmer af BFU, Kiki Bach og Susanne Møller Jensen, opfordrer til, at Jammerbugt Kommune søger Børne- og Undervisningsministeriet om, at Kommunens elever fritages for nationale test frem til sommerferien 2021.


De nationale tests er i forvejen udsat for massiv kritik af fagfolk, og vi er derfor i netop denne Corona-tid særligt opmærksomme på, hvorvidt de overhovedet kan give et retvisende billede af elevernes faglige udvikling. At afvikle testene vil, i vores optik, blot lægge et unødigt pres på både elever og lærere.

Vi skal have tiltro til, at vores fagfolk, de som er tættest på børnene, er i stand til at træffe beslutninger om, hvilke tiltag der skal til for at sikre vores børns trivsel og faglige udvikling.

I stedet for at bruge tid og ressourcer på at forberede eleverne til de nationale tests, vil det være langt mere relevant at have fokus på elevernes faglige og sociale trivsel og sætte ind med ressourcer på de områder i stedet.

Det er nu, vi skal anerkende vores medarbejderes ekspertise indenfor deres felt. 

Vi, i Socialdemokratiet, har tiltro og tillid til lærernes faglighed. De har netop det forgangne år gang på gang bevist, at de har overblikket over, hvordan det går med eleverne og kender den enkelte elevs behov. Det må derfor være op til den enkelte lærer at beslutte, om de nationale tests giver mening eller ej. Det vil stadig være en mulighed at gøre brug af de frivillige tests.

Vi skal på et ekstraordinært møde i Børne- og Familieudvalget mandag d. 15. marts behandle punktet, hvor vi vil ansøge undervisningsministeriet om fritagelse fra de obligatoriske nationale test. Vi håber, at V og DF vil være med til at fritage alle årgange i indeværende skoleår. 

Der er ingen tvivl om, at vi gerne ser de nationale test helt fjernet og erstattet af et mere brugbart evalueringsredskab. Et redskab som går hånd i hånd med den undervisning, som folkeskolens formålsparagraf lægger op til. Altså en undervisning hvor vi lærer eleverne at forholde sig kritisk, undersøgende, innovativt og motiverende til det stof, de præsenteres for.

De nuværende tests afdækker ikke disse områder, men måler blot på små specifikke færdigheder, som for eleverne virker formålsløse. Alene af den grund skal vi i år fritage eleverne fra de meget kritiserede nationale tests. Lad os få eleverne tilbage med lærelyst og motivation i behold og med fokus på alt de sociale, de længes efter.

Vi, Kiki Bach og Susanne Møller Jensen, stemmer for at skåne eleverne for de formålsløse tests. 

Deltag i debatten på Facebook:

2 KOMMENTARER

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn