AF Kiki Bach Børne – og familieudvalget, Socialdemokratiet Jammerbugt Kommune
Lige test vilkår for vores pædagoger og lærere
Den Socialdemokratiske gruppe har foreslået Børne- og Familieudvalget, at vores lærere og pædagoger kan testes på lige vilkår.
Både vores lærere og pædagoger har trukket og trækker stadig et stort læs med alle de COVID19-restriktioner, som er nødvendige for, at vi kan passe og undervise kommunens børn. Derfor synes vi også, at det er helt rimeligt, at vi stiller samme faciliteter til rådighed for corona-tests hvad enten man er ansat som lærer eller pædagog.
Vi i Socialdemokratiet prioriterer, at der for hele vores pædagogiske personale skal være let og hurtig adgang til tests i arbejdstiden, både for at vi understøtter et godt arbejdsmiljø og skaber tryghed, samtidig med at vi forhåbentlig på denne måde modvirker spredning af coronasmitte.
Vi har som kommune en stor interesse i, at få opsporet og stoppet smitte i institutioner og skoler, og ved at give lige vilkår for tests for lærere og pædagoger, så skaber det en vis tryghed og sikkerhed.
Jammerbugt Kommune har i forvejen uddannet 30 personer i podning, og med dette forslag skal der uddannes flere, og det ser vi frem til, at kommunen sætter i værk snarest muligt.
Det er ikke problemfrit den måde det kører på i dag. Vores SI-ordninger (Samdrevne institutioner) fungerer som én enhed med vuggestue, børnehave og skole, men personalet har ikke lige muligheder for at blive testet, og det er ikke i orden.
I Socialdemokratiet vil vi ikke efterlade de ansatte i børnehaver og vuggestuer på perronen. Derfor mener vi, Susanne Møller Jensen (S) og Kiki Bach (S), at vi står med en vigtig opgave i forhold til at skabe tryghed for alle – børn, forældre og medarbejdere – derfor vil vi gøre noget for at sikre rimelige og lige vilkår for medarbejderne, så de ikke skal bruge alt for lang tid på transport til og fra test-stederne.
Deltag i debatten på Facebook: