Kender du regler og straf for spirituskørsel? Ny promillegrænse i 2025
Hvert år sker der alvorlige trafikulykker i Danmark, hvor alkohol spiller en rolle. Faktisk er spiritus indblandet i hvert femte dødsfald i trafikken. Derfor er det vigtigt at kende reglerne om promille og konsekvenserne af spirituskørsel.
Promillegrænser i Danmark
I Danmark er promillegrænsen 0,5. For nye bilister med kategori B-kørekort er grænsen dog sænket til 0,2 i de første tre år, gældende fra juli 2025.
Hvis du tager bilen med på ferie i udlandet, skal du være opmærksom på, at reglerne kan variere. Mange europæiske lande kræver 0,0 promille for nye bilister.
Hvem gælder reglerne for?
Promillegrænsen gælder ikke kun bilister. Den gælder også for lastbiler, busser, motorcykler, knallerter og motorredskaber – samt nyere transportmidler som elektriske løbehjul og uniwheels.
For cyklister gælder ingen fast promillegrænse, men er man for påvirket til at køre sikkert, kan man få en bøde. En undtagelse er elcyklen speed pedelec, som regnes som motoriseret køretøj, hvor promillegrænsen gælder.
Kan man straffes under promillegrænsen?
Ja. Politiet kan straffe for spirituskørsel, hvis de vurderer, at man ikke kan køre sikkert, selvom promillen er under grænsen på 0,5.
Straffe for spirituskørsel
Straffen afhænger af promillen:
- 0,5–1,2: Betinget frakendelse af kørekort, ANT-kursus (Alkohol, Narko og Trafik) og bøde svarende til din netto månedsløn gange promille.
- 1,2–2,0: Ubetinget frakendelse af kørekort i tre år (mulighed for alkolås), ANT-kursus og bøde.
- Over 2,0: Ubetinget frakendelse af kørekort i mindst tre år, 20 dages betinget fængsel, bøde og mulig konfiskation af bilen.
Ved gentagelser stiger straffen, og vanvidskørsel eller forvoldt skade kan medføre yderligere sanktioner.
Konfiskation af bil
Bilen kan beslaglægges, hvis føreren har kørt med høj promille eller forvoldt skade. Låner du din bil ud til en beruset person, risikerer du bøde, men ikke at miste kørekortet.
Spirituskørsel har alvorlige konsekvenser – både for fører og medtrafikanter. Kend reglerne, hold dig sober bag rattet, og tænk på både din og andres sikkerhed.
Kilde: fdm.dk
Hvordan griber man ind over for spirituskørsel?
Hos Rådet for Sikker Trafik har de lavet rådet “Grib Ind” over for spirituskørsel.
Det kan føles svært at sige til andre, at de har drukket for meget til at køre. Men det er vigtigt at gøre det alligevel.
Husk på, at hver gang du forhindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende en stor tjeneste. Sådan gør du:
-Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
-Forsøg at tale ham/hende fra at køre
-Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
-Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
-Tilbyd overnatning
-Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
-Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

