Kasper Bundgaard-Nielsen er ny cheftræner for klubbens U16 og U17 mandskab. Oplyser jammerbugtfc.dk. Kasper kommer fra en rolle som ansvarlig for U15 årgangen.
Kasper overtager fra Kim Hansen, der stoppede i fodboldpausen forårsaget af covid-19. Nu begynder bolden så småt at rulle igen og det er tid til at takke Kim for indsatsen samt byde Kasper velkommen i de nye udfordringer.
– Først og fremmest skal der lyde en stor tak til Kim for indsatsen. Nu ser vi frem til, at Kasper nu skal videreføre arbejdet, siger Anders Esholm Jensen, som er klubbens talentkoordinator.
Kasper Bundgaard-Nielsen kom til klubben sidste sommer og har som nævnt haft ansvaret for klubbens U15 årgang.
– Kasper er en utrolig engageret og passioneret træner og han har gjort et stort indtryk på den sportslige ledelse i klubben. Vi er derfor glade og fortrøstningsfulde over at Kasper har ansvaret for den talentfulde U16 og U17 trup. Tidligere har Kasper bl.a. været cheftræner for årgang 2004 i Thisted FC og har som ungdomsspiller også spillet i Jetsmark IF.
Kasper Bundgaard-Nielsen, der bor i Fjerritslev glæder sig til de nye fodboldmæssige udfordringer.
– Jeg har først og fremmest glædet mig til, at vi igen skal spille noget fodbold – og forhåbentlig meget snart uden restriktioner. Dernæst har jeg set frem til at skulle møde de af drengene, jeg ikke kender, fortæller Kasper Bundgaard-Nielsen, som ser frem til det udviklingsarbejde, der ligger på dette alderstrin.
– Som U17 spiller og træner skal man også til at mere end bare et halvt år frem i tiden. Det er her, vi starter udviklingen til at blive seniorspiller og gerne 2. divisionsspiller. På kort sigt skal vi ud at spille en masse god fodbold, have nogle gode træninger på vores fantastiske anlæg i et godt miljø, og det samtidig med vi gerne skulle holde nogle af de gode resultater som både U17 og U19 har givet klubben de sidste sæsoner. På den lidt længere sigt drømmer jeg om, vi har sendt 2-3 spillere i divisionstruppen. Personligt ser jeg frem til at prøve mig selv af på dette niveau og udvikle mig endnu mere som træner, samt at være en del af et i forvejen super team omkring Jammerbugt FC.
Det team tæller bl.a. Per Nielsen, der er holdleder, mens Mads Bertelsen indtager rollen som assistent.
– Vi forventer, at føje endnu en assistenttræner til teamet, så det bliver stærkt team, der kommer til at stå på sidelinjen hos vores talenthold, understreger Anders Esholm Jensen afslutningsvis.