AF Villy B. Sørensen Tinghøjgade 74. 9493 Saltum
Formand DF Jammerbugt
Kan SF vise ansvar?
Louise Smidt Jensen, SF’s 1. suppleant i Jammerbugt, mener, de har et bedre svar på fremtiden inden for landbrugsbranchen. Det mener jeg ikke holder stik.
Vi så, hvad der skete inden for minkbranchen i 2022. Godt nok var det statsministeren, der lukkede det erhverv, mens SF nærmest klappede i hænderne, for det var deres politik, der blev gennemført. Selvom sunde og sygdomsfrie minkavlsbesætninger blev slået ned, var man bedøvende ligeglad med det.
Jeg har endnu ikke set det mindste erhvervsvenlige politik fra SF i mands minde. Som jeg skrev i mit tidligere debatindlæg, efterlyser jeg den forurening, der kommer fra rensningsanlæggene i de større byer.
Selvfølgelig skal vi passe på vores drikkevand. Der dør 179 mennesker af tarmkræft om året på grund af nitrat i vores drikkevand, men 7.000 dør af lungekræft på grund af rygning.
Det er så nemt at pege fingre ad et omkostningsrigt erhverv, som landbruget nu engang er.
Angående grise mener Louise S. Jensen, at svineproduktionen skal justeres, og det, jeg kan fornemme, er i nedadgående retning. Jamen så må SF da komme med en økonomisk plan for det økonomiske tab, den enkelte svineproducent står overfor – det savner vi andre.
Jeg ved godt, der måske er en skilling i statskassen endnu – men hvor længe? De økonomiske reformer, der blev skabt, da de borgerlige havde regeringsmagten, inden Socialdemokratiet kom til, har vi alle sammen nydt godt af. For det har altid været sådan, at de “røde” er gode til at sprede, mens de “blå” samler.
Det eneste, jeg kan nikke genkendende til, er, at man vil øge afgifterne på vores erhverv uden at tænke på, hvad det kommer til at koste den enkelte, der tør starte en virksomhed op.
Var det ikke bedre at lade pengene blive i de forskellige virksomheder, så man kunne investere endnu mere og skabe flere arbejdspladser til lønmodtagerne? Har SF ikke tænkt over det?





