Julemarked og juletræsfest samles i Biersted: En dag for hele familien
Brugsen i Biersted og Biersted Borgerforening går igen i år sammen om at skabe julestemning i byen – og denne gang i en endnu større udgave. Den 30. november inviteres der til både julemarked og den traditionelle juletræsfest, som for første gang afholdes som ét samlet arrangement.
De seneste to år har julemarkedet ved Brugsen udviklet sig til en fast tradition i byen, og ifølge arrangørerne er tiden nu inde til at samle kræfterne.
“Vi ved, at børnefamilierne har rigtig travlt i december, så vi vil gerne gøre det nemmere og hyggeligere for alle ved at forene de to arrangementer,” fortæller Michael From, forperson for Brugsen i Biersted.
“På den måde håber vi, at endnu flere får lyst til at være med til en rigtig skøn dag på tværs af generationer.”
Stort telt, gratis gløgg og æbleskiver
Det store telt udvides i år, så der bliver god plads til at nyde både gløgg og æbleskiver, som Borgerforeningen serverer gratis under hele arrangementet. Biersted Borgerforening sørger desuden for salg af juice og sodavand.
Også FDF Biersted deltager traditionen tro, og udover deres stand vil der være masser af kreative boder på julemarkedet – og mulighed for at købe årets juletræ.
“Vi glæder os helt enormt til at byde alle velkommen,” siger Michael From. “Det betyder meget for os at skabe et samlingspunkt i byen, hvor hyggen er i centrum, og hvor alle kan være med.”
Program for dagen
- Kl. 12.00: Julemarkedet åbner, og juletræsfesten går i gang
- Kl. 13.00: Julemanden ankommer – der danses om juletræet, og børnene får slikposer
- Kl. 15.30: Det store juletræ ved Trinbrættet tændes
- Kl. 16.00: Tak for i dag
Der er lagt op til en dag fyldt med jul, hygge og fællesskab, når Biersted skyder julemåneden i gang ved Brugsen.

