Julehjælp slår rekord: 1.000 nordjyske familier søger om hjælp til mad og gaver

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Behovet for en økonomisk håndsrækning til gaver og mad i juletiden er større end nogensinde før. Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors har 1.021 familier i Nordjylland søgt om julehjælp. Det er flere familier end i 2018.

For nogle familier er julen en ekstra svær tid, når pengene i forvejen er små.


Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark har man i år modtaget rekordmange ansøgninger om julehjælp. Siden det blev muligt at ansøge om julehjælp 1. november, er der kommet 1.021 ansøgninger fra familier i Nordjylland.

Antallet af ansøgere – både i Nordjylland og på landsplan – er det største antal hidtil. Sidste år modtog Blå Kors 788 ansøgninger fra nordjyske familier, mens tallet på landsplan er steget fra 6.268 i 2018 til 7.173 familier i år.

“Det er overvældende, at der er så mange familier, som søger om julehjælp. Vi havde på fornemmelsen, at vi i år ville slå rekord med den fart, som ansøgningerne er væltet ind. Det vidner om, at der er mange familier, som oplever at have det rigtig svært, og at det virkelig kommer til udtryk i julen, hvor de, ligesom alle andre familier, gerne vil give deres børn en god juleaften med mad og gaver,” siger generalsekretær i Blå Kors Danmark Christian Bjerre.

Behøver ikke låne penge

En af dem, som har søgt om julehjælp hos Blå Kors, er Laila Johnsen fra Aalborg. Hun er på kontanthjælp, og hendes mand er gartner ved kommunen. Sammen har de en dreng på 13 år.

Hun søgte også sidste år og fik tildelt julehjælp, og det gjorde en stor forskel for hende og hendes familie:

“Julehjælpen betød, at vi ikke skulle låne penge, som skulle betales tilbage i januar. Det gav os virkelig luft,” fortæller Laila Johnsen.

Laila Johnsen og hendes mand har valgt at være åbne omkring, at de af og til mangler penge.

“Det er ikke noget, vi skammer os over. Vi kan lige præcis klare os. To tredjedele af indtægten går til mad, og så forsøger vi at lægge penge fra til, hvad vi ellers har brug for i forhold til fx tøj og fødselsdage,” siger Laila Johnsen.

Tak for donationer

Blå Kors’ julehjælp består af et gavekort på 400 kr. til dagligvarekæden Lidl og et gavekort på 200 kroner, som kan bruges i en af Blå Kors’ 53 genbrugsbutikker.

Pengene til julehjælpen kommer fra Blå Kors’ egne midler, fonde, gaver fra privatpersoner og samarbejdspartnere som Lidl Danmark.

“Vi er rigtig glade for de mange bidrag, som gør det muligt at give en masse familier en hjælpende hånd i juletiden. Vi er taknemmelige for hver en krone, og vi ved, at julehjælpen gør en stor forskel for de familier, som får den. Der skal lyde et stort tak til alle, som har støttet vores julehjælp,” siger generalsekretær Christian Bjerre.

Blå Kors forventer, at kunne uddele julehjælp til knap 1.400 familier på landsplan.

For lokale tal kontakt kommunikationsmedarbejder Anette Helligsø på tlf. 31 37 38 16.

Fakta:

Ansøgninger om julehjælp til Blå Kors Danmark:
2019: 7.173
2018: 6.268
2017: 6.277
2016: 2.440
2015: 1.200

Ansøgninger fordelt på regioner i 2019:
Nordjylland: 1.021 (14%)
Midtjylland: 1.918 (27%)
Hovedstaden: 1.560 (22%)
Sjælland: 965 (13%)
Syddanmark: 1.708 (24%)
Derudover er der én ansøger fra Grønland.

Ansøgninger fordelt på regioner i 2018:
Nordjylland: 788 (13%)
Midtjylland: 1.599 (26%)
Hovedstaden: 1.273 (20%)
Sjælland: 852 (14%)
Syddanmark: 1.756 (28%)

Ansøgninger fordelt på regioner i 2017:
Nordjylland: 629 (10%)
Midtjylland: 1.821 (30%)
Hovedstaden: 1.123 (18%)
Sjælland: 941 (15%)
Syddanmark: 1.597 (26%)

Ansøgninger fordelt på regioner i 2016:
Nordjylland: 280 (11%)
Midtjylland: 711 (29%)
Hovedstaden: 504 (21%)
Sjælland: 318 (13%)
Syddanmark: 635 (26%)