ForsideFjerritslevJubilæum efter fire årtier i sparekassen

Jubilæum efter fire årtier i sparekassen

Jubilæum efter fire årtier i sparekassen

I dag, den 1. august, kan Charlotte Brøndum fejre et bemærkelsesværdigt 40-års jubilæum i Sparekassen Danmark.

Siden hun begyndte som elev i Han Herreders Sparekasse den 1. august 1986, har Charlotte Brøndum været en fast del af den lokale pengeinstitutverden. Gennem fire årtier har hun fulgt udviklingen i branchen, men én ting har været den samme hele vejen – glæden ved den tætte kontakt med kunderne.

I dag arbejder hun som privatkunderådgiver i Sparekassen Danmarks afdeling i Fjerritslev, hvor hun hjælper både nye og mangeårige kunder med alt fra daglig økonomi til større økonomiske beslutninger.

En stor del af karrieren er tilbragt i Fjerritslev. Kun i perioden 2003 til 2008 var hun væk fra afdelingen, hvor hun fungerede som afdelingsleder i Tranum, inden hun vendte tilbage til Fjerritslev.

Kunderne er omdrejningspunktet

Selv efter 40 år er motivationen den samme. Charlotte Brøndum sætter pris på, at ingen arbejdsdage er ens, og at den finansielle verden hele tiden udvikler sig.

– Essensen er stadig den gode kontakt med kunderne og en masse gode kolleger, siger hun.

Netop kombinationen af kundekontakt, rådgivning og et stærkt kollegialt fællesskab har været med til at gøre arbejdslivet både spændende og meningsfuldt gennem fire årtier.

Jubilæet fejres med familie og kolleger

Jubilæet markeres med et bruncharrangement den 6. september, hvor Charlotte Brøndum samler kolleger og den nærmeste familie til en hyggelig fejring.

Privat bor hun i Tranum sammen med sin mand, Frank. Når arbejdsdagen er slut, nyder hun naturen omkring skov og strand, ligesom gåture og tai-chi hører til blandt de foretrukne fritidsinteresser.

Hos Sparekassen Danmark er der stor anerkendelse af Charlotte Brøndums mangeårige indsats, og kollegerne ønsker hende et stort tillykke med de 40 år og ser frem til det fortsatte samarbejde.

Charlotte Brøndum fejrer 40-års jubilæum som privatkunderådgiver i Sparekassen Danmark.
Charlotte Brøndum kan den 1. august fejre 40-års jubilæum efter en lang karriere i Sparekassen Danmark og dens forgængere. Foto: Sparekassen Danmark
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER