Jørgen Ravn Christensen: Godt demokrati måles ikke i et spørgeskema

Jørgen Ravn Christensen
Jørgen Ravn Christensen Konservative i Jammerbugt
Print Friendly, PDF & Email

Af: Jørgen Ravn Christensen, Limfjordsgade 53 1 th, 9440 Aabybro
Spidskandidat for Konservative til KV21

Godt demokrati måles ikke i et spørgeskema

Overskriften henviser til borgmester Mogens Gades status over det forgangne år, bragt i Nordjyske den 28. december 2020. Her skriver han, at Jammerbugt kommune ligger nr. 4 målt på samarbejdsklima – og dette sidestiller han med et godt lokalt demokrati. Et noget arrogant svar til Merete Fuglsang Hansen, der helt berettiget har rejst diskussionen om det manglende lokale demokrati i Jammerbugt. 


At 27 byrådsmedlemmer står og roser hinanden i byrådssalen, er ikke godt demokrati. Et godt demokrati er heller ikke, at der kommer en hær af V-soldater og nedkæmper enhver form for kritik, hvis man drister sig til at kritisere borgmesterpartiet – eller endnu værre borgmesteren selv. Opskriften på et godt demokrati er tværtimod gode, saglige debatter, hvor man går efter bolden og holder sig til fakta. 

Vi skal kunne gå til hinanden, og ingen har patent på sandheden. Heller ikke selv om man sidder på et absolut flertal. Lad mig her komme med et par eksempler debatter, hvor man kunne ønske sig lidt flere fakta.

Vi hører tit, at ”Jammerbugt er en tilflytningskommune”, men fakta er, at der den 1. januar 2007 var 38.787 indbyggere – og den 1. januar 2020 var tallet 38.324 indbyggere. Altså er vi blevet færre borgere i den tid vi har heddet Jammerbugt kommune. Så hele sandheden kan ikke være, at vi er en tilflytningskommune. Til sammenligning kan det nævnes at hele Danmark har oplevet en fremgang på godt 6,5% i befolkningstilvækst.

”Man får ikke en rig kommune af at lægge 4 fattige sammen” er også en sætning, der er sagt mange gange; gerne efterfulgt af nogle ord om, at vi har en sund og stabil økonomi. Her er der sjovt nok aldrig fokus på kommunens voksende gæld. Gælden er siden 2007, hvor vi startede som ”fattige”, steget fra 9.219 kr. pr. borger til nu 23.395 kr. pr. borger ved udgangen af 2020. Så vi er blevet endnu fattigere som kommune. Hertil skal nævnes, at vi ikke længere kan låne flere penge, og at vi i budgettet for 2021 har fået en ekstra lånedispensation for at få det hele til at hænge sammen.

2021 er valgår til kommunalbestyrelsen, og vi vil fra konservativ side arbejde hårdt på at få politiske debatter på et oplyst og faktuelt grundlag. Jeg håber personligt på, at den manglende tilflytning og den voksende gæld bliver nogle af de vigtigste emner i valgkampen. Begge dele er hjørnesten for, at vi får råd til at lave den superkommune vi alle ønsker.