ForsidePandrupJammerbugtFC fik fuldt pointudbytte mod Holstebro

JammerbugtFC fik fuldt pointudbytte mod Holstebro

Efter fire runder uden mål og uden fuldt pointudbytte, var Jammerbugt FC spillerne sultne efter både scoringer og point, da Holstebro mandag eftermiddag tjekkede ind i Jammerbugten.

Det var top mod bund, og det var en mulighed for revanche for Jammerbugt FC, der måtte indkassere et udlignende mål langt inde i overtiden sidst de to hold mødtes i divisionen. Og så sendte samme Holstebro mandskab også de blåblusede ud af pokalen i 2020’s sidst kamp. Så der var med andre ord al mulig grund til at være sat op til sejr.


Kampen fik dog en rolig start og det blev en chancefattig 1. halvleg, hvor det var Jammerbugt FC med initiativet, dog uden det resulterede i et markant overtag. Der var en række optræk til gode muligheder, men den sidste afgørende bold udeblev. Et kompakt udehold gjorde det svært for Jammerbugt FC at finde en vej igennem.

Den største chance kom sekunder før pausefløjtet, da Sead Gavranovic blev nedlagt få centimeter udenfor straffesparksfeltet. Mads Larsen tog sig af frisparket, men en kombination af målmandshandske og overligger sendte bolden over mål og til hjørne. Dermed var det 0-0 ind til pausen.

I 2. halvleg blev Jammerbugt FC endnu mere dominerende på bolden og i starten af de sidste 45 minutter var der også optræk til scoringsmuligheder. Bl.a. havde Max Møller et udmærket forsøg mod mål. Gæsterne blev primært farlige på omstillinger.

Med tyve minutter tilbage af kampen kom forløsningen efter timer uden mål. Et hjørnespark fra Bardhec Bytyqi blev sendt mod bagerste stolpe og her dukkede Anders R. Jensen op og pandede bolden i nettet. En fortjent scoring, som tvang gæsterne længere frem og som frigav fornyet energi hos hjemmeholdet.

Fem minutter senere havde indskiftede Viktor Ahlmann en stor mulighed for at øge føringen. Lidt efter lidt kom gæsterne længere frem. Dog uden at skabe den nødvendige chance for at udligne. Men med en snæver føring, og den sene udligning sidst de to hold mødtes i en divisionskamp, blev det nogle nervepirrende sidste minutter.

Men Jammerbugt FC holdt fast i føringen. Nettet havde igen blafret og der var kommet vigtige tre point på kontoen i en tæt topstrid. Mission fuldført. Nu skal der følges op ude mod Dalum IF i kommende runde.

Jammerbugt FC – Holstebro: 1-0 (0-0)
70’ 1-0 Anders R. Jensen, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC: Marcus B. Sørensen – Glenn Rask (Michael Stokbro), Simon Jensen, Søren V. Pedersen, Mads Larsen – Sead Gavranovic, Issah Salou (Elie Gindo), Anders R. Jensen, Bardhec Bytyqi (Emil A. Nielsen) – Max Møller (Viktor Ahlmann), Morten U. Thomsen (Lasse Storvang). Ikke benyttet: Martin Rom Nielsen, Magnus Nielsen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER