Jammerbugt Morgenbriefing samler atter erhvervslivet

Mogens Gade
Borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade (V)
Print Friendly, PDF & Email

Tirsdag den 11. februar samles det brede erhvervsliv i Jammerbugten til det årlige erhvervsarrangement, Jammerbugt Morgenbriefing. På dette års Morgenbriefing sættes der spot på et af de helt store temaer inden for dansk erhvervsudvikling, nemlig arbejdskraft. Både det at tiltrække arbejdskraft samt det at fastholde den. Bag initiativet står Jammerbugt Kommunes erhvervsafdeling Vækst Jammerbugt

Dygtige og dedikerede medarbejdere er en rammebetingelse, hvis virksomheder skal vækste og indfri deres potentialer, men på et jobmarked hvor efterspørgsel ofte er større end udbuddet kan det være svært at tiltrække de rette medarbejdere. Er man samtidig en lille eller mellemstor virksomhed, som skal konkurrere mod de store og mere kendte virksomheder, så kan det være en endnu større udfordring at tiltrække de kompetencer, man har brug for.

På Jammerbugt Morgenbriefing italesættes disse udfordringer, og et panel af professionelle oplægsholdere kommer med ideer, tips og tricks til løsninger. Dem er der nemlig nogle gode bud på, og de er ganske konkrete og lige til at gå hjem og arbejde med i egen virksomhed.

”I vores dialog med erhvervslivet hører vi, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Vi ved også, at ansættelse af den kvalificerede arbejdskraft ofte er lig med vækst. Derfor er det vigtigt at sikre, at vi i Jammerbugt Kommune er gode til både at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft og fastholde den. På regionalt plan er der gode indsatser i gang, blandt andet Vækst Via viden, som Jammerbugt Kommune er partner i. Men også på det lokale plan skal vi turde italesætte udfordringen og kigge ind i konkrete løsningsforslag, og det er dette års Morgenbriefing et godt eksempel på”, lyder det fra borgmester Mogens Chr. Gade

Borgmester Mogens Chr. Gade åbner Morgenbriefingen hvorpå erhvervschef Line Renee Thellufsen giver indblik i arbejdskraftsituationen i Jammerbugten i dag. Derpå går nogle af de skarpeste gæstetaler på hver deres felt på scenen, og de giver tips og gode råd til, hvordan erhvervslivet i Jammerbugten kan arbejde med tiltrækning og fastholdelse i deres egne virksomheder.

Lasse Thomsen, chefkonsulent hos Erhvervshus Nordjylland giver inspiration til, hvorledes erhvervslivet med afsæt i de rette medarbejdere kan realisere konkrete vækstpotentialer. Jakob Lützen fra Akademikernes A-Kasse giver et indblik i hvad AKA´s medlemmer tiltrækkes af når de er på udkig efter det næste job. Han kommer desuden med inspiration til, hvad man som virksomhed selv kan arbejde med for at stå lidt stærkere i konkurrencen om den eftertragtede arbejdskraft.

Deltagerne på dette års Morgenbriefing får desuden et unikt indblik i, hvorledes en af Jammerbugtens egne virksomheder, Migatronic A/S arbejder med tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere. HR chef Rikke Ørsted fra Migatronic A/S giver nemlig et indblik i nogle af de tiltag, virksomheden konkret kommer til at arbejde med fremadrettet.

Og så kunne man jo forledes til at tro, at alt er i skønneste orden, når den helt rette medarbejder er på plads og blækket på ansættelseskontrakten er tørt. Helt så let går det dog desværre ikke. I hvert fald ikke ifølge Christian Harpelund, direktør ved Onboarding Group, som afslutter Morgenbriefingen med en palette af onboarding tips.

Jammerbugt Morgenbriefing 2020 afholdes tirsdag den 11. februar kl. 7.30-10.00 i 4D biografen i Fårup Sommerland.