Af Kjeld Hedegård Nielsen, medlem af Kommunalbestyrelsen og Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune (Danmarksdemokraterne)
Lad os tale fakta om Jammerbugt Kommunes økonomi
Budgetopfølgning 1 for 2026 har skabt bekymring blandt både medarbejdere og borgere i Jammerbugt Kommune. Det er forståeligt. Men når der tales om kommunens økonomi, er det vigtigt, at vi holder fast i fakta og ser tallene i deres rette perspektiv.
Jammerbugt Kommune står på et stærkt økonomisk fundament. Med en gennemsnitlig likviditet på omkring 255 mio. kr. hører vi til blandt de nordjyske kommuner med den største gennemsnitlige kassebeholdning. Det er resultatet af mange års ansvarlig økonomistyring og giver kommunen en betydelig økonomisk robusthed.
Samtidig afdrager vi mere gæld, end vi optager, og vi har gennem en årrække styrket kommunens økonomiske fundament. Regnskaberne for 2024 og 2025 viser desuden, at det er muligt at skabe balance mellem budget og regnskab. Det er et vigtigt tegn på, at kommunens økonomistyring er robust, og at der er sammenhæng mellem de budgetter, vi vedtager, og de regnskaber, vi afleverer.
Budgetopfølgning 1 viser ganske rigtigt et forventet merforbrug. Det skal vi tage alvorligt, og det kræver rettidig omhu. Derfor var det også klogt, at budgetforliget for 2026 indeholdt en budgetbuffer på 15 mio. kr., netop for at kunne håndtere usikkerheder og udsving i løbet af året.
Et forventet merforbrug er aldrig ønskeligt. Men det er vigtigt at skelne mellem en økonomisk udfordring og en økonomisk krise. Jammerbugt Kommune står ikke i en økonomisk krise. Vi står over for en udfordring, som skal håndteres ansvarligt og med fokus på at bringe økonomien tilbage i balance.
Når vi behandler en budgetopfølgning, skal vi altid være nysgerrige på både resultatet og årsagerne bag tallene. Samtidig skal vi huske at sætte tallene ind i den rette sammenhæng. Budgetopfølgning 1 bygger på årets første tre måneder, og der er fortsat flere forhold, som kan påvirke det endelige resultat. Blandt andet afventer vi midtvejsreguleringen mellem stat og kommuner, som kan tilføre yderligere midler til Jammerbugt Kommune.
Det betyder ikke, at vi skal læne os tilbage. Tværtimod skal vi udvise økonomisk ansvarlighed, være tilbageholdende med nye udgifter og løbende vurdere, hvad der er nødvendigt, og hvad der kan vente. Men det betyder heller ikke, at der er grund til panik.
Vi har gennem flere år opbygget en robust økonomi netop for at kunne håndtere perioder med økonomisk modvind. Derfor ser Danmarksdemokraterne på nuværende tidspunkt ingen grund til at male fanden på væggen. Vi skal i stedet holde hånden sikkert på rattet, skabe ro omkring organisationen og sikre, at medarbejderne kan koncentrere sig om deres vigtigste opgave: at levere den bedst mulige service til borgerne.
Jammerbugt Kommune har en solid økonomi, som kan holde til et skvulp på vejen. Udfordringen nu er at fastholde den ansvarlige kurs, der gennem mange år har gjort kommunen økonomisk robust.

