Jammerbugt Kommune søger: Virksomhedskonsulent til Jobcenter Jammerbugt
JOBANNONCE: Motiveres du af et meningsfyldt arbejde, hvor du hjælper mennesker på deres vej tilbage til eller ud på arbejdsmarkedet, har du måske en ”sælger gemt i maven” og er du udadvendt og handleorienteret? Så er jobbet her måske noget for dig!
I Jobcenter Jammerbugt søger vi en virksomhedskonsulent til at arbejde med borgere indenfor kontanthjælpssystemet.
Vi tilbyder her et job, hvor det er dig som virksomhedskonsulent, der opsøger virksomhederne og matcher borgere med virksomhederne. Du får mulighed for at bruge dine kommunikative evner til dialog med mange forskellige typer mennesker, og for at kunne bringe dit virksomhedsnetværk i spil til gavn for borgerne i Jammerbugt Kommune.
Et Jobcenter med fagligheden i orden
Vores kerneopgave i Jobcenteret er at understøtte den enkelte med at komme i arbejde igen. Vi er stolte af vores arbejde, og er ambitiøse i, at ville give en god behandling til borgere og virksomheder. Som virksomhedskonsulent hos os skal du mestre virksomhedsservice og salg samtidig med dialogen med borgere, som er i en udsat position, og ofte kendetegnede ved at være fysisk, psykisk og socialt udfordrede.
I Jammerbugt Kommune er vi kendte for at tænke anderledes og gøre tingene på ”Jammerbugtsk”. Det betyder, at vi er kendte for at turde gøre tingene anderledes, være risikovillige og nyskabende. For dig betyder det, at vi er åbne for, at du tænker kreativt i din opgaveløsning, og tager initiativ til nye måder at tænke på. Vi tror på helhedsorienterede indsatser og på, at vi løser opgaverne bedst i fællesskab og i øjenhøjde med borgerne. Vores hverdag er præget af vores uhøjtidelige tilgang til hinanden, og hvor trivsel er et omdrejningspunkt.
Dig og dine kompetencer
Vi forventer, at du er handleorienteret og kvalitetsbevidst, og kan tage udgangspunkt i den enkelte borger og gøre det, der giver mening for at understøtte borgeren i job- eller uddannelse. Du skal kunne agere selvstændigt, men koordineret med dit team, hvor I sammen tager ansvar for den samlede opgaveløsning.
Derudover forestiller vi os at du
- gladeligt griber telefonen og er borgerens repræsentant ud til arbejdsmarkedet
- kan kommunikere med borgerne med respekt og anerkendelse uanset hvilke udfordringer de har
- er nysgerrig på virksomhedernes behov og tør forhandle løntimer
- at du trives med systematik og mestrer skriftlighed og datadisciplin
- at du har kørekort, og kan anvende egen bil i jobbet
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra lignende stilling. Men det er ikke et krav.
Vi tilbyder
- Et job med mening, hvor du hver dag gør en forskel for borgere udenfor arbejdsmarkedet.
- Selvstyrende team, hvor fællesnævneren er, at vi vil have et godt arbejdsmiljø, samt at det skal være sjovt at gå på arbejde
- Høj grad af medindflydelse og medansvar, hvor du bliver en vigtig del af den videre udvikling og indsats på området
- Faglig sparring fra kollegaer og faglig leder
Vi har som mindre kommune behov for løbende at kunne prioritere ressourcer mellem de forskellige teams i afdelingen, og der er derfor behov for, at du er klar på at skulle arbejde med andre målgrupper, hvis der bliver behov for det.
Vi synes det er fjollet at bede alle om at skrive en ansøgning…
Du skal derfor kun sende dit CV til os. De kandidater der skal til samtale, vil blive bedt om at sende en motiveret ansøgning inden ansættelsessamtalen.
Frist
Hvis du kan se dig ind i jobbet, skal dit cv sendes afsted senest torsdag den 20. marts 2025 inden kl. 10.00.
Vi forventer at afholde samtaler hhv. den 24. marts 2025 og den 26. marts 2025.
Tiltrædelse hurtigst muligt og senest pr. 1. maj 2025.
Stillingen er på 37 timer.
Der er tale om en administrativ stilling som aflønnes efter HK’s overenskomst og principperne i Ny Løn.
Arbejdssted: Jobcenter Jammerbugt, Vestergade 9, 9460 Brovst.
For yderligere information
eller spørgsmål vedr. stillingen er du velkommen til at kontakte faglig leder Maria Jørgensen på telefon 41 91 18 43 eller områdeleder Karina Pedersen på telefon 41 91 27 98.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jammerbugtposten.dk