Jammerbugt Kommune søger: Læsevejleder til Nørhalne Skole

Nørhalne Skole
Nørhalne Skole Foto: Jammerbugtposten.dk


JOBANNONCE: Brænder du for sprog- og læseudvikling – så er det måske dig, vi leder efter? 

Er du vores kommende læsevejleder, der både har lyst til og kompetencer til at sætte sprog og læsning på dagsorden på Nørhalne Skole og SI – til glæde for alle børn i huset. Så er det måske dig vi leder efter?

-- annonce ---


Du bliver en del af en gruppe meget dedikerede medarbejdere, der har undværet en læsevejleder i en længere periode og som er så klar til at give læseindsatsen liv og fylde i skoledagen. 
Du bliver desuden også en del af kommunens største børnehave. En børnehave der hører under samme tag og organisation som skolen. Det giver os nogle helt særlige muligheder for at tilegne børnehavebørnene de bedst mulige deltagelsesmuligheder ind i skolelivet. 

Om jobbet

Som beskrevet ovenfor er vi vuggestue, børnehave og skole i en og samme institution. Det er en forholdsvis ny konstruktion for os alle. Rent fysisk blev vi først bygget sammen 1. september 2021, men har været en samdreven institution i ca. 4 år.
Men at have “adgang” til børn og forældre fra børnene er 1 år, til de forlader os igen som 13 årige giver os nogle muligheder, som vi finder enormt interessante, og noget vi gerne vil udvikle meget mere på. 
Og her kommer du blandt andet ind i billedet. Alt for mange børn starter i 0. klasse uden at have de nødvendige forudsætninger for at få en god start på skolelivet. Det er noget, man oplever i hele landet – men hos os har vi faktisk mulighed for at ændre på det. 
Vi tror på, at sproget er en væsentlig faktor til netop at lykkes i børnehaven og skolen – og det ønsker vi, at du er med til at sætte på dagsordenen. Hvordan kan de nære professionelle dyrke sproget i endnu højere grad end de allerede gør? Det vil vi gerne være meget mere nysgerrige på – og det skal vi have hjælp til.

I skoledelen har vi overordnet to ønsker:

  • at finde de børn der har læsefaglige udfordringer, finde ud af hvordan vi kan hjælpe og sætte indsatser i gang – i og uden for klassen.
  • at få læsning på dagsordenen. Læseudvikling er skrevet ind i både vores og den fælleskommunale skoleudviklingsplan. Det er således noget, vi ønsker at prioritere.

Som læsevejleder vil du blive en del af vores nystiftede læringsteam. Det består af en PLC-vejleder, matematikvejleder, inklusionsvejleder og læsevejleder. I tæt samarbejde er de alle med til at udfordre den pædagogiske og didaktiske praksis med henblik på at hjælpe og understøtte udviklingen og trivslen for alle børn og ansatte på matriklen. 
Der vil være rig mulighed for at sætte sit aftryk på teamet og være med til at udvikle det til at lykkes med opgaven.
Sidst men ikke mindst, vil du blive tilknyttet 3.a som dansklærer. Her vil du blive en del af klasseteamet 3.a, som ud over dansklærer består af en matematiklærer og klassepædagog. Vi har klassepædagoger i alle klasser i indskolingen. Klassepædagogen er i klassen med en faglærer ca. 10 lektioner om ugen. 

Der kan i stillingen desuden blive tale om enkelte engelsktimer. 

Om dig

  • Du har noget på hjertet ind i pædagogik og didaktik, og du træffer beslutninger med udgangspunkt i børnenes læring og trivsel.
  • Du er uddannet dansklærer og har en læsevejlederuddannelse – eller er interesseret i at tilegne dig en.
  • Du har gerne engelsk på linje eller erfaring med at undervise i faget.
  • Du kan agere både samarbejdspartner, sparringspartner, facilitator, specialist, mødeleder mv., der i samarbejde med skolens ledelse og øvrige vejledere har fokus på at styrke kvaliteten i arbejdet med læsning og i at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn og voksne.
  • Du samler og samarbejder. Du er en teamplayer og bidrager aktivt i at skabe en stærk læringskultur i skole og SI.
  • Du ønsker at sætte aftryk. Du træder ind i en organisation i udvikling og en stilling, der er nyoprettet til netop dig. Denne skal du være med til at skabe og give mening. 
  • Du viser og holder retning, og du stempler ind med energi og gejst.
  • Du er effektiv og struktureret, du følger opgaver og processer til dørs, og du matcher tempo og puls på en skole i bevægelse.
  • Du er altid klar til at hjælpe, i en omskiftelig arbejdsdag, hvor der måtte være behov for det. Der er nemlig en stærk tradition på Nørhalne Skole om at hjælpe hinanden.

Lidt om os

Nørhalne Skole er en folkeskole beliggende i Jammerbugt Kommune – tæt på Aalborg og på motorvejen – med en indskolingsafdeling med elever fra 0.-3. årgang, og en mellemtrins-afdeling med elever fra 4.-6. årgang. Skolen har ca. 200 elever fordelt på 1 – 2 spor pr. årgang. 
Nørhalne Skole er en SI, dvs. en samdrevet institution, hvor vuggestue, børnehave og skole alle er på samme matrikel under fælles ledelse. Vi har netop afsluttet byggeriet af kommunens største børnehave med pt 110 børn. I vores øjne genererer det, at have børnene fra de er knap 1 år til de er 13 år, nogle meget spændende pædagogiske muligheder for at at danne og uddanne Nørhalne-børn med et helt særlig DNA, der gør dem klar til at begå sig i et liv med livslang læring og fordybelse.

Nørhalne er en by i udvikling. Familier flytter til byen, og vi forventer en vækst i skolen og børnehave over de næste år. Det er vores forventning, at vi fremover vil være en 2-sporet skole.

Har vi fanget din interesse, håber vi, at du vil sende din ansøgning.
Vi vil desuden meget gerne have besøg af dig eller have en samtale i telefonen.

Praktiske oplysninger

For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte skoleleder Henrik Møller på telefon 41 91 15 86, SI-leder Susanne Nielsen på telefon 41 91 31 21 eller Indskolings- og SFO-leder Maria Møller på telefon 41 91 31 32.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst for lærere m.fl. 

Ansøgningsfrist

Mandag den 26. september 2022.
Der forventes afholdt ansættelsessamtaler i uge 39.
Ansættelse pr. 1. november 2022.