Jammerbugt Kommune søger: Godkendte pleje-/aflastningsfamilier
Vi søger familier i Jammerbugt Kommune, og familier som bor i området omkring Jammerbugt Kommune
Vi vil gerne i kontakt med plejefamilier, som har ledige fuldtidspladser, og som er interesseret i – til en start – at bruge deres plads til udvidet aflastning til børn i børnehavealderen.
Der kan også være tale om godkendte aflastningsfamilier, som ved, at de kan blive godkendt til en fuldtidsplads af tilsynet.
Vi har behov for pleje/aflastningsfamilier, som er i typologien: Almen og forstærket.
Du kan kontakte familieplejekonsulent Lisa Zimmer på 41 91 29 65 eller familieplejekonsulent Jeanette Pedersen på 41 91 29 73
Har du lyst til at byde et barn velkommen i din familie? Kan du skabe rammerne for en god og tryg opvækst? Så får du til gengæld den kæmpe gave at se et barn udvikle sig, vokse og trives.
At arbejde som plejefamilie
Inden I beslutter, om I vil søge godkendelse som plejefamilie, er det vigtigt, at I overvejer beslutningen grundigt.
Arbejdet som familieplejer kan være givende, men det er også stort, krævende og fyldt med udfordringer. I står til rådighed 24 timer i døgnet året rundt.
Opgaven bliver uundgåeligt fælles for hele jeres familie, så jeres evt. egne børn bliver også en del af arbejdet. I bør derfor overveje, hvordan jeres børn vil reagere.
Jeres netværk i form af naboer, venner og familie inddrages uundgåeligt. I må derfor også overveje, hvordan jeres netværk vil reagere.
Barnets forældre
Plejebarnets forældre har fortsat forældremyndigheden over barnet under en anbringelse. Sædvanligvis har plejebarnets forældre samvær med plejebarnet, da de også skal have mulighed for at følge med i barnets liv i den periode, det er anbragt hos plejefamilien.
For at barnets ophold hos jer kan blive så udbytterigt som muligt, er det derfor nødvendigt, at I som plejefamilie kan etablere et godt, positivt og respektfuldt samarbejde med barnets forældre.
Ansættelse
Som plejefamilie indgår I i et kommunalt ansættelsesforhold og bliver forpligtede til at samarbejde med diverse myndigheder. I bliver også underlagt kommunalt tilsyn og skal eventuelt have besøg af barnets forældre i jeres hjem m.m. I kan nemt få en følelse af at være en offentlig familie.
Plejeforhold er altid tidsbegrænsede. Under alle omstændigheder ophører et plejeforhold, når det beskrevne formål med anbringelsen er nået. I må dog være forberedt på, at et plejeforhold kan afsluttes, uden at det er planlagt. Det kan ske på opfordring fra kommunen, barnets forældre eller jer selv. Og det kan være svært at skilles fra et barn, man har knyttet sig til
Rådgivning og supervision
Kommunens familieplejekonsulenter har løbende kontakt med jer som plejefamilie. I vil modtage overordnet vejledning i at arbejde som plejefamilie og vejledning i forhold til det enkelte barns situation. I vil desuden blive tilbudt fast supervision.
Tæt Støttet Opstartsforløb
Der er lovmæssigt krav om, at den kommune, der har ansvaret for et barns eller en ung persons ophold hos en plejefamilie (almen plejefamilie, forstærket plejefamilie, specialiseret plejefamilie og netværksplejefamilie), skal tilbyde plejefamilien intensiv støtte i starten af en anbringelse.
Socialstyrelsens Tæt Støttede Opstartsforløb (TSOP) er målrettet alle plejefamilier, som får et nyt barn eller en ung i anbringelse. TSOP har til formål at sikre, at anbringelsen kommer godt fra start, og at sammenbrud forebygges.
Opstartsforløbet bliver tilrettelagt og sammensat i samarbejde mellem plejefamilien og deres familieplejekonsulent – ud fra det anbragte barns behov og plejefamiliens forudsætninger og kompetencer.
Forløbet består af i alt fem moduler (grundmoduler og temamoduler) og fem individuelle temasupervisioner svarende til i alt tre kursusdage.
Opstartsforløbet er praksisnært og handlingsorienteret, så den viden plejefamilien får, kan omsættes til praksis via redskaber og øvelser, herunder e-læring og logbog. Imellem hvert grund- og temamodul er der temasupervisioner.
Den anbringende kommune sikrer, at forløbet er iværksat inden for det første halve år efter, barnet eller den unge er anbragt. Forløbet skal være afsluttet inden for et år.