Jammerbugt Kommune præsenterer regnskab for 2024
Kommunalbestyrelsen har behandlet 2024-regnskabet for Jammerbugt Kommune. Regnskabet viser bl.a. et overskud på ca. 190 mio. kr. på driften og en stigende likviditet.
Årsregnskabet for Jammerbugt Kommune er gjort op, og Kommunalbestyrelsen har godkendt, at regnskabet nu oversendes til revisionsgennemgang.
”Det er et fantastisk regnskab, vi ser for 2024. Det ser fornuftigt ud på driftsområdet, hvor vi har et flot overskud, og det ser også rigtig fornuftigt ud med hensyn til likviditeten, som er stigende, ligesom der afdrages tilfredsstillende på gæld”, udtaler Borgmester Mogens Christen Gade om regnskabet.
2024-regnskabet viser:
- Et realiseret driftsoverskud på 190,2 mio. kr., hvilket er 4,5 mio. kr. bedre end det vedtagne budget for 2024. I forhold til det korrigerede budget er resultatet 24 mio. kr. bedre
- Et nettoafdrag på gælden på 46,1 mio. kr.
- Serviceudgifterne i 2024 ligger 11,9 mio. kr. under den vedtagne serviceramme og 30,7 mio. kr. under den korrigerede serviceramme
- Anlægsudgifterne (brutto) udgør 80,2 mio. kr. set imod en vedtaget bruttoanlægsramme på 100 mio. kr. Dette svarer til et mindreforbrug på 19,8 mio. kr.
Resultatet medfører en kassehenlæggelse på 114,6 mio. kr. og en gennemsnitlig likviditet på 159,9 mio. kr.
Til sammenligning var der i regnskabet for 2023 et driftsoverskud på ca. 71 mio. kr. og en likviditet på ca. 86 mio. kr.
Nu sendes regnskabet for 2024 til revisionen, som gennemgår regnskabet og kommer med en revisionsberetning, som – sammen med regnskabet – skal godkendes af Kommunalbestyrelsen inden udgangen af august.