Jammerbugt Kommune overvejer genberegning af tilskud til private pasningstilbud i 2024
Jammerbugt Kommune har modtaget henvendelse med ønske om afregning af takst til private pasningstilbud i forlængelse af Trepartsaftalen.
Beslutning om eventuel genberegning af driftstilskud til private pasningstilbud er på dagsordenen når Børne og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 4. november 2024.
Sagsbeskrivelse
Regeringen, KL, Danske Regioner, FH og Akademikerne indgik i december 2023 en trepartsaftale om forbedrede løn- og ansættelsesvilkår for en række medarbejdergrupper på velfærdsområderne i den offentlige sektor. Trepartsaftalen blev udmøntet i forbindelse med Overenskomst 2024 for den offentlige sektor.
I forlængelse heraf, har Børne- og Familieforvaltningen modtaget henvendelse fra henholdsvis Landsorganisationen for Danske Daginstitutioner, Klim Friskole og Fribørnehus, Ingstrup Trivselsskole og Børnehave samt Aabybro Friskole, der alle spørger til, om Jammerbugt Kommune vil genberegne grundlaget for driftstilskud for 2024.
Der beregnes driftstilskud til private vuggestuer og børnehaver i henhold til Dagtilbudslovens § 36. Derudover ydes et årligt tilskud til førskolegruppen på Aabybro Friskole. Afregning for SFO til friskoler sker til staten, der så fastsætter et årligt tilskud til SFO ud fra antallet af elever, der er indskrevet i SFO på friskolen. Der udbetales således ikke et driftstilskud fra Jammerbugt Kommune til friskolernes SFO-tilbud.
Jammerbugt Kommune har aktuelt følgende antal børn (opgjort i forbindelse med Budgetopfølgning 2):
Private vuggestuer – 194 børn, fordelt på 13 private vuggestuer*
Private børnehaver – 228 børn, fordelt på 10 private børnehaver*
* 7 af de private institutioner er integrerede (dvs. tilbyder både vuggestue og børnehave).
Børne- og Familieforvaltningen har på den baggrund rettet henvendelse om vejledning fra KL. KL har udarbejdet en generel vejledning til Kommunerne: “På dagtilbudsområdet er udgangspunktet kommunens gennemsnitlige budgetterede omkostninger. Og driftstilskuddet skal afspejle de reelle omkostninger. Her gives mulighed for, at driftstilskuddet kan justeres i løbet af året. Dermed giver regelgrundlaget mulighed for, at kommunen kan genberegne taksterne i 2024, mens kommuner bør lade de øgede lønomkostninger indgå i takstberegningerne for 2025“.
KL gør dog også opmærksom på, at der er tale om en “kan-bestemmelse”, og ikke en “skal-bestemmelse”. Det vil sige, det er op til den enkelte kommune at træffe beslutning om, hvorvidt driftstilskuddet genberegnes for 2024.
Forvaltningen kan oplyse, at de økonomiske effekter af såvel trepartsaftalen som de generelle lønstigninger i Overenskomst 2024 er indarbejdet i beregningsgrundlaget for driftstilskud til private pasningstilbud i 2025.
I forhold til 2024 kan oplyses, at forvaltningen ikke er bekendt med, at andre nordjyske kommuner vil foretage en genberegning af driftstilskuddet for 2024.
Budgetmæssige konsekvenser
En genberegning af driftstilskud til private pasningstilbud i 2024 er beregnet til en samlet merudgift på 350.000 kr.
Børne- og Familieforvaltningen har i forbindelse med Budgetopfølgning 2 modtaget i alt 1,651 mio. kr. til finansiering af lønstigninger, som følge af trepartsaftalen, til pædagogisk personale i 2024. Disse midler er efterfølgende tilført de kommunale institutioner med pædagogisk personale.
En genberegning af driftstilskuddet til private pasningstilbud vil således kræve en tillægsbevilling til finansiering heraf i forbindelse med Budgetopfølgning 3.
Indstilling
Børne- og Familieforvaltningen indstiller:
At Børne- og Familieudvalget drøfter, og anbefaler til Kommunalbestyrelsen, om der skal foretages genberegning af driftstilskuddet for private pasningstilbud. Og at såfremt der træffes beslutning om genberegning af driftstilskuddet, finansieres udgiften hertil via en tillægsbevilling i forbindelse med Budgetopfølgning 3.
LÆS OGSÅ: Jammerbugt Bibliotek indvier ny bogbus