Jammerbugt Kommune beder om indstillinger til årets Idrætspriser, Årets Ungleder og Lederprisen 2023

Brovst Sport og Kulturcenter
Brovst Sport og Kulturcenter Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Jammerbugt Kommune beder om indstillinger til årets Idrætspriser, Årets Ungleder og Lederprisen 2023

Jammerbugt Kommune åbner nu for indstillinger af årets særlige idrætspræstationer og lederegenskaber i foreningsregi, når lokale idrætsudøvere, ungledere og ledere, som har gjort en særlig indsats i årets løb, hyldes til Årets Prisuddeling 2023. Derfor beder kommunen nu alle foreninger, idrætsudøvere, forældre m.fl. om at indsende forslag til modtagere af Årets Ungleder, Lederprisen og Idrætspriser. Forslag til modtagere kan både være enkeltpersoner eller hele hold fra Idrætsforeninger.

”I Jammerbugt Kommune er vi beriget med et mangfoldigt foreningsliv, hvor mange dygtige idrætsudøvere hvert år opnår flotte resultater indenfor mange forskellige idrætsgrene. Dem er vi stolte af, og derfor ser jeg meget frem til at hylde dem og påskønne den store indsats og alle de flotte præstationer, som vores idrætsudøvere og -hold har opnået gennem året,” siger Borgmester Mogens Christen Gade.

Årets prisuddeling løber af stablen onsdag d.6. december 2023 i Brovst Sport- og Kulturcenter.

Idrætspriser

En Idrætspris uddeles til idrætsudøvere (individuelle eller hold) i Jammerbugt Kommune, som i det indeværende år har vundet medaljer ved et godkendt nordjysk-, jysk- eller dansk mesterskab eller et højere rangerende mesterskab eller på anden måde har gjort sig særlig fortjent til en idrætspris.

Lederpris

Årets lederpris tildeles en leder inden for det frivillige børne- og ungdomsarbejde i Jammerbugt Kommune. Prisen tildeles som påskønnelse for stabilt, dygtigt, initiativrigt, forebyggende og helhedsorienteret arbejde. Med prisen følger en check på 2.500 kr.

Unglederpris

Jammerbugt Kommune har i samarbejde med DGI Nordjylland stiftet prisen ”Årets Ungleder”. Årets unglederpris tildeles en leder under 18 år, som enten har været særligt engageret i foreningslivet og/eller har vist vilje til at dygtiggøre sig inden for foreningsarbejdet. Med prisen sættes der bl.a. fokus på unglederne som rollemo-deller for andre unge, og der skabes opmærksomhed blandt de unge, om det posi-tive i at virke som leder eller instruktør i en af vores mange foreninger. Med prisen følger en check på 2.500 kr.

Indstil dit bud

Du kan indstille dine forslag til Årets Idrætspriser, Årets Lederpris og/eller Årets Ungleder 2023 på https://www.jammerbugt.dk/service-og-selvbetjening/fritid-og-faellesskab/events/idraetspris-lederpris-og-unglederpris/.

Fristen for indstillinger til Lederprisen og Unglederprisen er søndag d. 12. november 2023. Fristen for indstillinger til Idrætspriser er søndag d. 26. november 2023.

LÆS OGSÅ: Skal Jammerbugt Kommune også i år deltage i Aalborg Operafestival