Jammerbugt FC tog point i Esbjerg efter dramatisk afslutning

Sead Gavranovic
Sead Gavranovic Foto: Thomas Jansen JammerbugtFC
Print Friendly, PDF & Email

Jammerbugt FC havde fredag aften taget turen til Esbjerg for at rejse sig efter sidste weekends 0-5 nederlag og for at gentage succesen fra sidste møde med sydvestjyderne, hvor det endte med en 1-0 sejr.

Det var imidlertid Esbjerg, som dominerede i kampens indledende fase med masser af tid på bolden, men dog uden at spille sig til de store chancer. Det blev til en af slagsen efter syv minutter, men bolden strøg lige forbi foden af den ene stolpe.


Der var for Jammerbugt FC lidt for mange boldtab på midten af banen i det opbyggende spil. Men efter det første kvarter fik Jammerbugt FC skubbet kæderne længere frem og fik bedre hold på bolden, når den var på Jammerbugt-fødder. I det tyvende minut kom også det første skudforsøg. Bardhec Bytyqi kom på skudhold på kanten af feltet, men fik ikke ramt ordentlig på bolden, der trillede i armene på Esbjerg-keeperen.

Kun 20 sekunder senere blafrede nettet alligevel. Esbjerg defensiven fik ikke headet ordentlig tilbage til keeperen og i stedet kom Sead Gavranovic imellem. Han tippede koldblodigt bolden i en høj blød bue over den fremstormende målmand, og lod den dykke ned i det tomme net til 0-1, og med et blev der dødstille på et ellers velbesøgt Blue Water Arena.

Der gik dog kun 10 minutter før, der på ny kom liv på lægterne i det sydvestjyske. En fejl i Jammerbugt FC-defensiven gav en friløber til Esbjergs Mads Larsen, som køligt tippede bolden over den debuterende Jammerbugt FC-målmand, Pape Seydou N’diaye, der forsøgte at kaste sig ned og blokere.

Med 1-1 på måltavlen var opgøret pludselig meget åbent og der opstod i de efterfølgende minutter chancer i begge ender af banen. Jammerbugt FC var kommet godt med og efter en indledning med Esbjerg dominans havde kampen nu udviklet sig en jævnbyrdig affære.

Trods chancer til begge hold holdt stillingen 1-1 til pausen, og kampbilledet fra 1. halvleg fortsatte i 2. halvleg. Esbjerg satte sig på spillet de første 10 minutter, men Jammerbugt FC arbejdede sig stille roligt længere frem på banen, som minutterne gik.

Det forblev en jævnbyrdig affære, men pludselig ud af det blå slog værterne til. En lang bold frem i banen dumpede ned mellem Mads Larsen og Pape Seydou N’diaye, som ikke fik afstemt deres roller i situationen, og det udnyttede Esbjergs Oliver Svendsen ved at prikke bolden ind til en 2-1 føring.

Men som så mange gange før gav Jammerbugt FC-mandskabet ikke op, og fem minutter senere blev Sead Gavranovic dobbelt målscorer. Tålmodigt byggede Jammerbugt FC et angreb op. Bardhec Bytyqi brød igennem kæderne og sendte en flad bold tilbage i feltet, og her dukkede Sead Gavranovic op og bankede bolden i nettaget til 2-2.

To minutter senere var det tæt på hattrick. Igen på forarbejde af Bardhec Bytyqi, men denne gang blev Seads afslutning rettet af til hjørnespark. Jammerbugt FC skabte flere gode muligheder. Lyngø havde et nærgående hovedstød, Aleksander Nilsson forsøgte sig fra en skarp vinkel og Frederik Høgh havde et godt hug fra distancen.

Jammerbugt FC havde nu fat på opgøret og som kampen udviklede sig, var det bestemt ikke ufortjent, hvis Jammerbugt FC på ny tog alle tre point mod Esbjerg fB. Men det var jævnbyrdigt og det var også ved at ende med nul point til sidst.

Dybt inde i overtiden fik værterne et frispark udenfor feltet. Det blev vekslet til et straffespark, da frisparket blev rettet af i muren. Efter dommerens vurdering med hånd på bolden. En hård dom for Jammerbugt FC, der havde fortjent bedre end at indkassere et nederlag i fire minutters overtid.

Og sådan gik da heldigvis heller ikke. Dagens debutant i Jammerbugt FC-målet, Pape Seydou N’diaye, endte nemlig som dagens helt i kampens absolut sidste aktion, da havde kastede sig ned og reddede straffesparket ude ved den ene stolpe.

Dermed tog Jammerbugt FC et point med hjem fra Blue Water Arena i Esbjerg efter en flot præstation. Det lykkedes således at rejse sig igen, og det lykkedes også på ny at tage point mod esbjergenserne. Godt gået at et hårdtarbejdende Jammerbugt FC hold.

Esbjerg fB – Jammerbugt FC: 2-2 (1-1)
21’ 0-1 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC
23’ 1-1 Mads Larsen, Esbjerg fB
62’ 2-1 Oliver Svendsen, Esbjerg fB
68’ 2-2 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC: Pape Seydou N’diaye – Aleksander Nilsson (Mubaarak nuh), Moussa Kamara, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen, Solomon Onome Ogberahw – Omar Natami (Frederik Høgh), Christian Rye, David Edvardsson, Bardhec Bytyqi – Sead Gavranovic (Kelvin Emmanuel Igbonekwu). Ikke benyttet: Marcus B. Sørensen, Daniel Mortensen, Marcus Sloth, Emil A. Nielsen.