ForsidePandrupJammerbugt FC kaptajn, Christian Rye: det er bestemt dejligt at være i...

Jammerbugt FC kaptajn, Christian Rye: det er bestemt dejligt at være i gang igen.

Forberedelserne til forårets fodbold er i fuld gang. Der trænes flittigt på anlægget og den kommende uge gælder det første træningskamp.

Og selvom ikke alt er som det plejer at være, melder Jammerbugt FC kaptajn, Christian Rye, at det bestemt er dejligt at være i gang igen.


– Det er altid skønt at komme i gang igen efter en pause væk fra fodbolden. Denne gang har vi haft en længere ufrivillig pause end normalt, så vi har selvfølgelig savnet at komme tilbage på banen. Samtidig har vi en lidt kortere vinteropstart i år, hvor der ikke er forfærdelig længe til første turneringskamp, så det hjælper da også på det, fortæller Christian Rye fra det vinterkolde træningsanlæg.

Tre udsatte efterårskampe betyder, at fodboldforåret starter tidligt i år, og forhåbentlig bliver der i det hele taget mulighed for at spille en masse fodbold og bygge videre på et sportsligt fremragende 2020.

Men det er ikke kun løbetestene, der skal tages seriøst, hvis det skal lykkes. Det skal corona-testene også og som i det forgangne år, er der en række forbehold, der skal tænkes ind i dagligdagen.

– Det er selvfølgelig lidt anderledes end normalt på grund af corona. Vi skal testes minimum én gang om ugen, ligesom vi naturligvis skal tage de forholdsregler, som er påkrævet. Desværre er der ikke på nuværende tidspunkt nogle forholdsregler omkring løbeture, men det må vi lige arbejde på, lyder det med smil på læben fra anføreren, der trods de ekstra forholdsregler oser af spillelyst og tro på det kommende fodboldår.

– Jeg synes, at vi har gode muligheder for at få et godt forår. Vi kommer fra et 2020 uden nederlag i divisionen, så der skal meget til for at slå os, fastslår Christian Rye og understreger at intet kommer af sig selv.

– Det siger meget om rækkens styrke, at et hold som Middelfart ligger med 16 point for 13 kampe, så vi er bevidste om, at det hurtigt kan vende i fodbold. Vi har lagt os i en god position forud for forårssæsonen, vi er også bevidste om, at det handler om at holde benene på jorden og have en ydmyg tilgang til tingene.

Nu handler det først og fremmest om at komme i form og forhåbentlig bevare momentum fra sidste år. Første prøvelse er kommende weekend, hvor det gælder Vendsyssel FF i den første af flere træningskampe. En kamp, der også må rettes ind under de føromtalte forholdsregler, hvilket betyder ekstra corona test for spillere og stab samt at opgøret desværre skal spilles uden tilskuere.

Det er søndag d. 24. januar kl. 12.00 at Rye og resten af de blåblusede tager imod Vendsyssel FF hjemme i Jammerbugten.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER