Jammerbugt Bibliotekerne er lukket – alligevel læser flere

Fjerritslev Bibliotek. Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Jammerbugt Bibliotekerne er fysisk lukkede for publikum, men der findes mange digitale tilbud, som biblioteket stiller til rådighed for borgerne.

”Det er jo en fantastisk bivirkning af den krise. Vi oplever at få flere brugere, vi oplever at E-Reolen, hvor man kan låne e-bøger, bruges meget mere, ja faktisk næsten dobbelt så meget. Det samme gælder for vores Film i lænestolen, hvor borgerne kan se kvalitetsfilm fra hele verden. Her er flere filmkiggere,” fortæller bibliotekschef Susanne Hjorth Hansen i Jammerbugt Kommunes hjemmeside.


“Vi har desuden Net-Lydbog, som er meget populært, og Press-Reader og RB-Digital, som er tilbud af god kvalitet, med adgang til bl.a. udenlandske aviser og fagtidsskrifter. Men vi savner selvfølgelig vores brugere og muligheden for fysisk at formidle gode læseoplevelser til dem. Vi ved jo, at det at komme på biblioteket og læse bøger er en stor og positiv del af mange borgeres hverdag, og at det i det hele taget spiller en betydelig rolle for den mentale sundhed for os som mennesker,” siger hun.


Opbakning fra Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalg
Jammerbugt Kommunes Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalg, med formand Helle Bak Andreasen i spidsen, bakker naturligvis op om de muligheder, der er for at give borgerne litterære oplevelser og læring.

”Vi er helt med på, at der skrues op for antal udlån og downloads mv. Vi skal selvfølgelig benytte os af de tilbud og muligheder, der er til vores borgere. Det er jo også fremtiden, og jeg tror på, at denne tid lærer os nye måder at være kulturbrugere på, og at være kulturudbydere og -undervisere på,” udtaler Helle Bak Andreasen. 

“Se bare på Jammerbugt Bibliotekernes fantastiske ordning med ”Bogposer to go”, hvor Jammerbugt Bibliotekerne leverer bogposer på din adresse. Medarbejderne på bibliotekerne pakker en pose bøger lige præcis efter borgerens ønske. F.eks. krimier, kærlighed- og slægtsromaner eller børnebøger til en 4-årig pige og en 6-årig dreng. Og så leveret lige til døren. Jamen er det ikke fantastisk?”

“Jammerbugt Bibliotekerne har i mange år haft ”Biblioteket kommer”, hvor man leverer den slags poser til ældre og handicappede, som ikke har mulighed for selv at komme på biblioteket – og brugerne er meget meget glade for den ordning. Tænk, at vi andre også kan få den serviceydelse. Mit håb er da, at ”Bogposer to go” er kommet for at blive – måske ikke med levering på dørtrinnet, men til afhentning på biblioteket for os, der selv kan komme rundt”, siger Helle Bak Andreasen.