Af Thomas Ingemann Nielsen, sociolog
Inklusion, PDO og folkeskolens fremtid – fra illusion til realisme
Tidligere på året skrev Kiki Bille Bach i Jammerbugtposten, at færre børn ikke betyder færre behov. Tværtimod. Opgaven i folkeskolen er blevet mere kompleks, flere børn har brug for støtte, og samtidig oplever vi afskedigelser af lærere. Den pointe er kun blevet mere aktuel i lyset af undervisningsminister Mattias Tesfayes kontroversielle begreb PDO ”pisse dårlig opdragelse”.
LÆS OGSÅ: Kiki Bille Bach: Færre børn – men ikke færre behov
Som sociolog kan jeg se, at disse debatter hænger tæt sammen: inklusion, opdragelse og skolens rolle. På den ene side står idealet om, at alle børn skal inkluderes. På den anden side oplever lærere og pædagoger, at ressourcerne ikke følger med. Resultatet er frustration, mistrivsel og læringsmiljøer, hvor mange børn både dem med særlige behov og dem uden ikke får den undervisning, de fortjener.
Se bag adfærden men stil krav
Jeg er helt med på, at man altid skal se bag børns adfærd. Diagnoser eller mistrivsel kan forklare meget, og vi skylder børnene at forstå deres baggrund. Men en diagnose kan ikke være en undskyldning for dårlig opførsel. Vi som forældre må komme ind i kampen og turde stille krav til vores børn.
Her lider vi under en berøringsangst: Vi taler meget om børns rettigheder, men sjældent om deres pligter. Folkeskolen kan ikke alene opdrage vores børn det er forældrenes ansvar. Skolen skal levere kulturel dannelse i form af læring, fællesskab og respekt for fælles spilleregler.
Som psykolog Ross Greene siger: “Børn gør det godt, hvis de kan.” Men det kræver, at vi voksne stiller rammer og betingelser, hvor de faktisk kan det. Det indebærer både forståelse og konsekvens.
Fakta og forskning: Hvor skolen halter
Louise Klinge har i en DR-artikel om Mattias Tesfayes udtalelser peget på ti strukturelle problemer i folkeskolen, som kan skabe mistrivsel og konflikter: små og dårlige klasseværelser, overdreven digitalisering, mangel på uddannede lærere, ensartet og uinspirerende undervisning, lærere med nedladende sprogbrug, aflyste fællesoplevelser som lejrskoler og skolekomedier, testkultur og for mange læringsmål, inklusion uden ekstra støtte, svage daginstitutioner og uregulerede sociale medier (DR, 2024).
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser samtidig, at mange skoler oplever, at ressourcerne til inklusion er utilstrækkelige. Flere skoleledere peger fx på, at manglende tid og tilgængelighed blandt ressourcepersoner gør inklusion vanskeligt at lykkes med (EVA, 2022).
En rapport fra Børns Vilkår peger på, at 20 % af eleverne i 4. og 7. klasse sjældent eller aldrig har lyst til at gå i skole, og i 7. klasse gælder det hele 25 % (Børns Vilkår, 2023). Det vidner om en skolehverdag, hvor alt for mange børn mistrives.
Disse problemer kan ikke løses med symbolpolitiske forslag som at lukke for dele af internettet i skoletiden. Eleverne har deres egne smartphones med mobildata. Hvis vi vil gøre en forskel, må vi satse på digital dannelse: Lære børn at navigere kritisk og ansvarligt online. Teknologi kan være et supplement i undervisningen, men blyant, bøger og papir skal fortsat være fundamentet.
Fra berøringsangst til autoritet og respekt
Det er på tide, at vi får gjort op med berøringsangsten omkring krav og sanktionering. Vi skal turde stå ved, at respekt, autoritet og fælles regler er nødvendige i skolen. Hvis et barn forstyrrer undervisningen systematisk, skal læreren kunne fjerne barnet – ikke som straf, men som en nødvendighed for at sikre læringsmiljøet for de andre.
Det betyder ikke, at vi skal tilbage til en gammeldags “hård hånd”. Men vi må erkende, at fællesskabet også har rettigheder. Når én elev ødelægger undervisningen for 25 andre, er det ikke kun barnet, der lider – det er hele fællesskabet. Som Niklas Luhmann ville sige: ”Skolen har sin egen logik, og dens kerneopgave er undervisning. Hvis vi overbelaster skolen med omsorgs- og behandlingsopgaver uden ressourcer, underminerer vi dens funktion.”
Vejen frem
Folkeskolens udfordringer kræver ikke flere slogans, men konkrete valg:
- Prioritér ressourcerne klogere. Det er ikke nok at hælde flere penge i systemet – vi skal bruge dem, hvor de faktisk styrker undervisning og trivsel.
- Forældre må tage ansvar for opdragelsen. Skolen kan ikke opdrage børnene – det er hjemmets opgave.
- Skolen skal stå for læring og dannelse. Det indebærer både faglighed, fællesskab og respekt for regler.
- Sæt autoriteten tilbage i klasseværelset. Ikke for at straffe, men for at sikre ro, respekt og trygge rammer.
- Styrk digital dannelse. Bøger og grundlæggende læringsformer skal være fundamentet – digitale værktøjer skal bruges med omtanke.
Inklusion uden midler er ikke omsorg, men en illusion. PDO er ikke en løsning, men en retorik, der risikerer at skabe endnu større afstand mellem børn, forældre og lærere. Hvis vi vil folkeskolen det godt, må vi turde tale ærligt om udfordringerne og insistere på, at respekt, rammer og ressourcer er forudsætningen for en skole, vi kan være bekendt over for vores børn.