ForsideJammerbugtIdrætspriser og leder-hyldest i fyldt sal

Idrætspriser og leder-hyldest i fyldt sal

Idrætspriser og leder-hyldest i fyldt sal

Jammerbugt Kommunes Borgmester Mogens Christen Gade tog i år imod et rekordhøjt antal forskellige idrætsudøvere fra Jammerbugt Kommune og et stærkt felt af kandidater til Årets Unglederpris og Årets Lederpris, da der onsdag aften den 6. december blev afviklet Årets Prisuddeling 2023.

Knap 80 forskellige idrætspræstationer har i årets løb indbragt medaljer ved et nordjysk, jysk eller dansk mesterskab – både i enkeltmandspræstationer og holdpræstationer – og de over 200 talentfulde idrætsudøvere bag disse præstationer blev hyldet i Brovst Sport- og Kulturcenter foran en fyldt sal.

Foto: Jammerbugt Kommune

”Det er en stor fornøjelse, at vi i Jammerbugt Kommune kan være med til at hylde talenter indenfor idrætten – ligesom at det er en stor fornøjelse at vi igen i år kan være med til at påskønne det frivillige initiativ i vores foreninger”, udtaler Borgmester Mogens Christen Gade.

Linda Christensen fra KFUM Spejderne på Gjøl, Foto: Jammerbugt Kommune

Traditionen tro blev Årets Leder 2023 også kåret af formand for Folkeoplysningsudvalget, Bøje Holmsgaard Lundtoft. Prisen blev tildelt som påskønnelse for dygtigt, initiativrigt og engageret arbejde indenfor det frivillige børne- og ungdomsfokus i foreningerne. Prisen gik til Linda Christensen fra KFUM Spejderne på Gjøl. Linda modtog prisen for sit 18 år lange virke som leder for ulvespejderne, som er børn mellem 1. og 3. klasse. Linda har deltaget i utallige spejderlejre og udflugter og beskrives som en tryg base for børnene i KFUM Spejderne på Gjøl.

Nikolaj Jensen fra Skovsgård Brovst KFUM IF Badminton. Foto: Jammerbugt Kommune

Årets Ungleder 2023 blev ligeledes uddelt til Årets Prisuddeling. Unglederprisen blev tildelt som påskønnelse for unge foreningslederes særlige engagement i foreningslivet og deres store betydning som rollemodeller. Prisen er stiftet i samarbejde med DGI Nordjylland, og netop DGI Nordjyllands formand, Benny Henrik Hansen overrakte prisen til Årets Ungleder 2023, som blev Nikolaj Jensen på 17 år fra Skovsgård Brovst KFUM IF Badminton. Nikolaj modtog prisen for sin imponerende indsats i foreningen, da der opstod trænerudfordringer. Her tog Nikolaj et stort ansvar på sig, og i seneste sæson trænede han hele tre badmintonhold – og fungerede stadig som primus motor på klubarrangementer.

Foto: Jammerbugt Kommune

Årets Prisuddeling bragte store klapsalver til en bred vifte af forskellige idrætspræstationer og engagerede foreningsledere. Årets Prisuddeling gav samtidig et tydeligt billede af, at Jammerbugt Kommune ikke mindst har et rigt, men også dygtigt foreningsliv med store talenter iblandt.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER