I ny dokumentar ‘Drugged i nattelivet’ undersøger TV 2 Echo fænomenet drugging med udgangspunkt i bymiljøet omkring Jomfru Ane Gade i Aalborg
Problemerne med drugging i nattelivet er eskaleret
I en ny dokumentar i to afsnit afdækker TV 2 Echo, hvor stort problemet med drugging er blevet blandt unge i nattelivet, og hvordan man får vished, om man er blevet drugged.
Det kan være en meget voldsom oplevelse at vågne op på hospitalet uden erindring om, hvordan man er havnet der, fordi nogen har kommet stoffer i ens drink. Men nye tal tyder på, at det sker for flere og flere unge i Danmark.
I en ny Megafon-undersøgelse lavet for TV 2 svarer 18 procent af unge, at de har oplevet at blive drugged eller mistænker at være blevet drugged. Samtidig viser tal fra Giftlinjen en eksplosiv vækst i antallet af henvendelser om drugging. I 2015 havde de 95 opkald om drugging, og i 2022 var det steget til 535 opkald.
I den nye dokumentar ‘Drugged i nattelivet’ undersøger TV 2 Echo fænomenet drugging fra forskellige indgangsvinkler med udgangspunkt i bymiljøet omkring Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor problemet også er blevet større.
TV 2 Echo har talt med mere end 50 personer mellem 15-30 år, der mener, at de er blevet drugged i Aalborgs natteliv. Og tal fra Nordjyllands Politi viser samme tendens. I 2019 havde de 18 anmeldelser omkring drugging, og i 2022 var det steget til 48 anmeldelser.
Kunne være gået begge veje
I dokumentaren hører man blandt andet fra Michelle Frederiksen, der vågede op på Aalborg Universitetshospital efter en aften i byen, hvor hun ikke havde drukket sig fra sans og samling. Intensivlægen vurderede, at hun var blevet drugged med ketamin, der normalt bruges som hestebedøvelse.
– Jeg anede ikke, da jeg vågnede, om jeg havde været ude for et trafikuheld, eller hvad der var sket. Sygeplejersken sagde til mig, ‘det er godt nok godt, at du er vågnet, og du er dig selv, for det her kunne være gået begge veje’, fortæller Michelle Frederiksen i dokumentaren.
Men det er langt fra i alle sager, at ofrene finder ud af præcist, hvad der er sket med dem. Det var tilfældet for Ellen Kirstine Nielsen. Hun blev indlagt i akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital i meget påvirket tilstand efter en aften i byen.
Samme nat var en anden pige også blevet indlagt efter at have været på samme bar som Ellen Kirstine Nielsen. Derfor var politiet til stede på hospitalet og bad sundhedspersonalet om at tage en blodprøve for at se, om pigerne var blevet drugged. Det fremgår af politiets rapport, som TV 2 Echo har fået aktindsigt i.
Personligt og grænseoverskridende
Men stik imod hvad betjentene bad om, lavede sundhedspersonalet på Aalborg Universitetshospital aldrig en drugtest på Ellen Kirstine Nielsen.
– Det er så personligt, og det er så grænseoverskridende. Når man ikke har et 100 procent svar på, ‘jamen jeg er blevet drugged’, så er der altid nogen, der vil se skævt til det. Og selvom det bare er et stykke papir, hvor der står på, hvad det var for nogle stoffer, jeg havde indtaget mod min vilje, jamen, så var det stadigvæk en forklaring, siger Ellen Kirstine Nielsen.
Aalborg Universitetshospital har ikke ønsket at kommentere på sagen i interview. De skriver til TV 2 Echo, at de er kede af patienternes oplevelse, og de er overraskede over, at personalet ikke har fulgt politiets anvisninger.
Begge afsnit af ‘Drugged i nattelivet’ kan ses på TV 2 Play tirsdag 30. maj og samme aften på TV 2 Echo.
LÆS OGSÅ: Trailersalg i Aabybro – Det er nemt