Et holdingselskab ejer andre selskaber og/eller aktier. Det betyder, at holdingselskabet ikke i sig selv udøver direkte økonomisk virksomhed.
Holdingselskabet fungerer på denne måde som et gennemstrømningsselskab. På denne måde kan ejerne af et selskab oprette et holdingselskab mellem dem selv og selve selskabet for at sikre finanser uden at udbetale dem til sig selv og derved betale skat.
Skal en virksomhed sælges, kan et holdingselskab bidrage til et nemmere ejerskifte. For det første gør holdingselskabet det muligt at slanke et driftsselskab inden salg således, at en ny ejer ikke kommer til at betale for et eventuelt overskud, som er opsparet fra tidligere år. For det andet giver holding-strukturen mulighed for et skattefrit frasalg, da holdingselskabet betaler avancen. Er der ikke oprettet et holdingselskab, skal man som ejer af driftsselskabet selv betale skat af avancen ved salg af driftsselskabet.
Mulighed for reinvestering
Når et holdingselskab har ejet anparterne eller aktierne i et anpartsselskab eller aktieselskab i 3 år, er der mulighed for at sælge uden at betale skat. Det giver således muligheden for at spare penge op i et holdingselskab for senere at reinvestere pengene.
En formindsket risiko for tab
En af de helt store fordele ved at stifte et holdingselskab er, at man på denne måde minimerer risikoen for tab. Holdingselskabet gør det nemlig muligt løbende at overføre værdier fra en eller flere driftsselskaber til holdingselskabet. Hvis driftsselskabet skulle gå hen og gå konkurs, vil det derfor kun være værdierne i den berørte virksomhed, som vil gå tabt.
Mere fleksibilitet
Et holdingselskab medfører en større fleksibilitet, når der er flere ejere af et selskab. Ejerne kan have individuelle behov for at trække penge ud af selskabet. I et driftsselskab kræver det, at alle ejere altid er enige om, hvor meget der skal trækkes ud til privatforbrug. Hvis ejerne derimod hver især stifter et holdingselskab, skal der blot træffes en fælles beslutning om, hvor stort et beløb der trækkes ud til hver af de respektive holdingselskaber. Herefter er det op til ejerne selv, hvor meget de vil trække ud til privatforbrug.
Vejen til nemmere ejerskifte og store skattebesparelser
Der er mange gode grunde til at stifte et holdingselskab, herunder et nemmere ejerskifte samt skattemæssige fordele. Vejen derhen kan dog virke uoverskuelig på grund af de mange skatteregler og selskabsretlige regler. Det gælder derfor om at holde tungen lige i munden. Det kan derfor være en god idé at alliere sig med en erfaren advokat i selskabsret, som kan hjælpe med den bedste og mest gunstige løsning i din situation.