Hvorfor spiser vi varme hveder dagen før Store Bededag?
Hvis den oprindelige tradition skal følges, spises hvederne først på selve Store Bededag, dvs. fredag. Men i dag er der mere tradition for at spise
torsdag aften før Store Bededag.
Traditionen med at spise varme hveder er ikke nogen religiøs tradition, men mere en praktisk foranstaltning. Skikken med varme hveder stammer fra dengang, da Store Bededag var en arbejdsfri bede- og bodsdag.
Traditionen kan dokumenteres fra midten af 1800-tallet, men den er sandsynligvis ældre.
Dagen, som oprindelig hed ekstraordinær, almindelig bededag, blev indført i 1686 af biskop Hans Bagger fra Roskilde.
Alle holdt fri – også bageren, så der var ikke brød til folket på Store Bededag. I stedet bagte han hvedetvebakker dagen før, så folk kunne købe dem og varme dem på dagen.
Store Bededag falder altid fredag før 4. søndag efter påske.
Brancheorganisation for de danske bager- og konditormestre, DBK, anslår, at der i dag sælges op mod fem millioner hveder i dagene op til store bededag, så noget tyder på, at vi holder godt fast i traditionen.