Hvor er dit specielle sted i Jammerbugt

Print Friendly, PDF & Email

For nogle år siden snakkede jeg med et ældre tysk ægtepar, der for 40. gang holdt ferie her oppe i 4 uger, men i år ville det nok være sidste gang, fordi de syntes, de efterhånden var blevet for gamle (!) , de var ikke længere så lette til bens og synet var også begyndt at svigte lidt ved den ene.

Hvert år når de havde været heroppe i de 40 år, havde de fejret, deres bryllupsdag med frokost og kaffe med valnøddelagkage på Svinkløv Badehotel og det ville de også meget gerne i år, de undrede sig derfor over, at de ikke kunne ringe hotellet op. Det var derfor med stort vemod, at jeg måtte fortælle dem, at hotellet desværre var brændt ned til grunden sidste efterår og jeg blev berørt af, hvor berørte de blev over det. Det havde været DERES sted, stedet hvor de år efter år havde fejret bryllupsdagen og delt minderne gode og mindre gode igennem et langt liv sammen mens de sad og skuede ud over havet og lod tankerne fare. De havde en helt specielt kærlighed til dette “Deres sted”, som med årene havde fået en stadig større betydning i deres liv sammen.

Episoden fik mig til at tænke på, at vi alle har vores steder, som betyder noget specielt for os og som vi ofte deler sammen med mennesker, der betyder noget ganske specielt for os eller som vi har en vis fælleskabsfølelse med. Det kan være store historiske steder, som vi lader os bjertage af, det kan være mindre steder, hvor vi for eksempel oplever en vis ro eller det kan være mindre steder eller frirum, vi selv skaber i en given situation.

Jeg kan huske en børnefødselsdag, jeg var til i en af de små klasser i folkeskolen, hvor vi nok var blevet lidt uvenner drenge og pigerne i mellem og drengene lukkede sig inde på et værelse og satte et skilt på døren med teksten:” Adgang forbudt for tøser”.  Her fandt de så lige et frirum fra os sandsynligvis irriterende “tøser” og kunne opleve en følelse af samhørighed og få ro for os. Eller hvem af os, har ikke bygget huler som børn, hvor vi kunne dele hemmeligheder med de absolut bedste venner eller søge tilflugt, hvis en forældre eller søskende blev lidt for belastende.

Vi er ofte tilbøjelige til at opsøge de samme steder igen og igen, dels fordi vi godt kan lide genkendeligheden og dels fordi, det giver en form for tryghed at kunne søge tilbage til det kendte. Men der kan også være steder, som vi beslutter os for, aldrig at opsøge igen, måske fordi de vækker ubehag eller virker for overvældende. For 30 år siden besluttede jeg mig for eksempel for at jeg ALDRIG nogensinde mere i hele mit liv, ville gå op i tårnet på Frelser Kirken i København. Det var simpelthen så ubehagelig en oplevelse, så jeg selv den dag i dag får hjertebanken, bare jeg ser kirken på afstand.

Men ofteste opsøger vi stederne, fordi de rummer positive og gode oplevelser, det var måske her vi traf en vigtig beslutning, fik det første kys, fik en særlig god kop kaffe, fejerede en bestemt vigtig begivenhed eller så noget, der gjorde indtryk. En ting er ihvertfald sikkert. Vi har alle vores små specielle steder.

Jammerbugt Kommune har udvalgt 18 fantastiske steder i Kommunen til “tankesteder” og de er alle et besøg værd

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn