ForsideJammerbugtHver anden kender ikke særlig regel: Betalingsloft på Visa/Dankort overrasker danskerne

Hver anden kender ikke særlig regel: Betalingsloft på Visa/Dankort overrasker danskerne

Print Friendly, PDF & Email

Hver anden kender ikke særlig regel: Betalingsloft på Visa/Dankort overrasker danskerne

Der kan vente en ubehagelig overraskelse for danskere på sommerferie, hvis de overskrider deres Visa/Dankorts betalingsloft. Flere end hver anden ved slet ikke, at betalingsloftet eksisterer, viser en ny undersøgelse.

En dyr rejse betalt på en udenlandsk hjemmeside lige inden afrejse eller store betalinger med for eksempel Apple Pay. Det er situationer, som kan give udfordringer med Visa/Dankortets betalingsloft, når vi danskere er ude at rejse. 

Ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland, kommer det bag på mange danskere, at der er et betalingsloft på deres Visa/Dankort. Her har flere end hver anden svaret, at deres Visa/Dankort ikke har et betalingsloft, eller at de ikke ved, om det har et loft. 

Når man handler med sit Visa/Dankort, bruger man enten Visa- eller Dankortdelen til at gennemføre betalingen. Foregår en betaling hjemme i Danmark, bruger man som udgangspunkt Dankort-delen, og den er der ikke noget betalingsloft på. Det er der derimod på Visa-delen, som du bruger i udlandet. Det forklarer Jan Mågård, der er fagchef for kort og selvbetjening i Sparekassen Kronjylland, som samarbejder med Gjensidige. 

“På Visa-delen kan man i de fleste pengeinstitutter betale eller hæve for 25.000 kroner over en periode på 7 dage. Der kan dog være forskelle fra bank til bank,” forklarer han.  

Selvom 25.000 kroner er et højt beløb, kan man i forskellige situationer faktisk ramme betalingsloftet, allerede inden man er taget afsted på ferie, og det vil give udfordringer, når der skal betales på ferien.

“Hvad mange ikke ved, er, at der faktisk er flere betalinger herhjemme, hvor du bruger af dit betalingsloft på Visa-delen. Det gør du eksempelvis, hvis du betaler med Apple Pay eller betaler med dit Visa/Dankort i en anden wallet (digitale pung) på mobilen,” uddyber Jan Mågård. 

Også køb på udenlandske hjemmesider tæller med, forklarer han:

“Bruger du for eksempel dit Visa/Dankort til at betale familiens ferie på en udenlandsk hjemmeside, tæller dette køb også med i Visa-delens maksimumbeløb på 25.000 kroner pr. løbende syv dage. Har du betalt en dyr rejse få dage inden, du tager på ferie, kan du derfor godt risikere at løbe ind i betalingsloftet”, fortæller han.  

Der er ikke et betalingsloft på et Mastercard kreditkort. Derfor er det ofte en god idé at have begge slags kort med på ferien, forklarer Jan Mågård.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER