Alt for mange bilister
bruger mobilen bag rattet, selvom de godt ved, at det er farligt. Heldigvis
siger de fleste passagerer fra, hvis chaufføren benytter sin håndholdte mobil
under kørslen…
.
Af Klaus Hansen
Moderne smartphones kræver meget af vores opmærksomhed, også når det ikke er
smart i forhold til den situation, vi befinder os i. Mange har nok prøvet at
sidde i et selskab, hvor samtalen blev afbrudt af en vibrerende telefon. Typisk
er der ikke nogen, der kommer til skade, når telefonen tager opmærksomheden i
et middagsselskab, men når den gør det i trafikken, kan det være farligt.
Heldigvis har danskerne fanget budskabet og er klar til at sige fra, hvis de er
passagerer i en bil, hvor chaufføren bruger mobilen bag rattet. Ud af dem, der
som passager i en bil har oplevet en chauffør bruge mobilen bag rattet, svarer
halvdelen nemlig, at de sagde fra i situationen. Det viser en undersøgelse
blandt danske bilister, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension
står bag.
Samtidig mener cirka 7 ud af 10, at passagerer bør blande sig, hvis de sidder i
en bil, hvor føreren bruger sociale medier, skriver beskeder, tager fotos eller
taler i håndholdt mobil, mens vedkommende kører. Undersøgelsen er udført blandt
1.509 danskere, der jævnligt kører bil.
– Det er utroligt positivt, at danskerne er klar til at blande sig og sige fra
overfor mobiltelefonen i trafikken. Det handler om at tage ansvar for hinanden
og hjælpe andre med til at træffe de rigtige valg. Vi ønsker at få flere til at
tage stilling og sige fra overfor uopmærksomhed i trafikken i samme omfang, som
man siger fra overfor spritkørsel, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i
Rådet for Sikker Trafik.
For at nedbringe antallet af bilister, som bruger mobilen bag rattet, fokuserer
den aktuelle kampagne “Læg mobilen, så er du lægger” på at få
bilister til helt at adskille mobilbrug og bilkørsel. Kampagnen skal med et
glimt i øjet få danskerne til at reflektere over deres brug af telefonen i
trafikken, så de stopper med at tage deres normale mobilvaner med ind bag
rattet.
25.000 afgørelser i sager om håndholdt mobil
Når politiet kører ud på færdselskontrol på de danske veje, tegner der sig et
tydeligt billede af, at mange har svært ved at lade mobiltelefonen ligge i
lommen eller i tasken. Det førte til mere end 25.000 afgørelser i sager om brug
af håndholdt mobiltelefon i 2018.
Antallet af afgørelser er for alle motoriserede køretøjer samt cykler. Når
cyklisterne kaster et blik på mobilen, udsætter de sig selv for en stor risiko,
mens bilisternes mobilkiggeri også er til fare for andre trafikanter.
– Hvert år er vi i politiet ude ved meningsløse uopmærksomhedsulykker, hvor
mennesker bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade. De mange afgørelser
for brug af mobiltelefon viser, at problemet er stort. Mobilen er desværre alt
for ofte en afgørende faktor i uopmærksomhedsulykkerne, og det skal vi have
ændret. Derfor har politiet også et særligt fokus på uopmærksomhed i trafikken
i 2019, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale
Færdselscenter.
Fakta om uopmærksomhed i trafikken:
Uopmærksomhed i trafikken er årsag til en stadig større del af ulykkerne. Det
er derfor et afgørende sted at sætte ind, hvis færre skal miste livet eller
komme til skade i trafikken.
Faktisk er konklusionen i Den Udvidede Dødsulykkestatistik fra 2017, som
Vejdirektoratet offentliggjorde i december 2018, at uopmærksomhed og manglende
orientering var involveret i 61 procent af dødsulykkerne.
Fakta om undersøgelsen “Det laver danskerne bag rattet”:
I spørgeskemaundersøgelsen, som Epinion har foretaget for Rådet for Sikker
Trafik og Forsikring & Pension, blev 1.509 danskere blandt andet spurgt om,
hvad de laver bag rattet, mens de kører bil.
Spørgsmålet lød:
Synes du, at man – som passager i en bil – skal blande sig, hvis bilens
chauffør gør noget af følgende og vedkommende kører bil?
Surfer på mobilen (fx læser nyheder, ser på Facebook, Youtube m.v.)
Ja, man skal blande sig: 76 procent
Nej, man skal ikke blande sig: 8 procent
Ved ikke: 7 procent
Ikke relevant: 9 procent
Skriver beskeder (sms, mail, sociale medier m.v.)
Ja, man skal blande sig: 75 procent
Nej, man skal ikke blande sig: 8 procent
Ved ikke: 9 procent
Ikke relevant: 8 procent
Tager fotos
Ja, man skal blande sig: 73 procent
Nej, man skal ikke blande sig: 8 procent
Ved ikke: 9 procent
Ikke relevant: 10 procent
Taler i mobil håndholdt
Ja, man skal blande sig: 68 procent
Nej, man skal ikke blande sig: 13 procent
Ved ikke: 12 procent
Ikke relevant: 7 procent
Kigger på sin mobil, når der kommer beskeder (sms, mail, sociale medier m.v.)
Ja, man skal blande sig: 66 procent
Nej, man skal ikke blande sig: 14 procent
Ved ikke: 12 procent
Ikke relevant: 8 procent
Skifter musik på mobilen
Ja, man skal blande sig: 53 procent
Nej, man skal ikke blande sig: 20 procent
Ved ikke: 15 procent
Ikke relevant: 12 procent
Kilde: Epinion.
Antal respondenter: 1.509