Hvem fortjener årets handicappris?

Foto: HK LykkeLiga modtog Handicapprisen 2020
Print Friendly, PDF & Email

Hvem fortjener årets handicappris?

En særlig indsats for borgere med handicaps skal værdsættes. Derfor kan alle nu indstille kandidater til den årlige handicappris i Jammerbugt Kommune.


Støttepersoner, privatpersoner, virksomheder, foreninger og institutioner kan alle være kandidater til årets Handicappris i Jammerbugt Kommune, når Handicaprådet senere på året uddeler sin årlige pris.

Det afgørende er, at de har gjort en særlig indsats for at hjælpe en eller flere handicappede borgere til at mestre eget liv – og hermed øge livskvaliteten for den enkelte.

”Med prisen ønsker vi at anerkende en særlig indsats blandt mange indsatser, der bliver gjort for at borgere med forskellige udfordringer kan mestre eget liv. Det kan for eksempel være øget adgang til uddannelse eller beskæftigelse, reduktion eller ophør af misbrug, generhvervelse af sin førlighed efter sygdom og meget mere”, fortæller formand for Handicaprådet Lone Nørager Kristensen.

Der kan derfor være mange forskellige indsatser og fagligheder, som kan være med i opløbet til årets Handicappris. Så længe det er en indsats, der har gjort en forskel for at øge eller bevare livskvaliteten for mennesker med handicaps – og dermed øge muligheden for at mestre eget liv.

Årets Handicappris kommer til at bestå af en gave på 5000 kr., en lille gave samt et diplom. Vinderen af handicapprisen vil blive offentliggjort på FN’s internationale handicapdag fredag den 3. december, 2021.

Handicaprådet afgøre hvem, der skal have prisen. Indkommer der ikke egnede forslag, kan handicaprådet undlade at uddele prisen.

Indstil en kandidat

Indstillingen skal være skriftlig, og kan enten udfyldes online eller på en papirblanket, begge er på www.jammerbugt.dk

Indstillingen skal ske senest den 21. november 2021.