Husk at sætte p-skiven til sommertid
Foråret lader indtil videre vente på sig, men måske hjælper det, når vi på søndag den 26. marts kl. 2:00 skifter til sommertid. Mens vi håber på varmere vejr og blå himmel, skal vi huske at få p-skiven med over på sommertid.
Bilen skal også køre på sommertid
Uret i bilen er tit det sidste, vi får ændret på. Men hvis bilens ur viser en time forkert, er det alt for nemt at komme til at sætte p-skiven forkert. Det samme gælder den digitale p-skive, der – modsat manges opfattelse – ikke nødvendigvis indstiller tiden automatisk.
En p-afgift hjælper sjældent på forårsstemningen. Derfor minder Q-Park igen i år alle bilister om at indstille uret i bilen og den elektroniske p-skive allerede på søndag for at undgå de kedelige p-afgifter.
”Vi skal mindske misbruget af parkeringspladserne dér, hvor vi laver parkeringskontrol. Det gør vi ved at kontrollere bilernes p-skiver, og vores p-vagter har ikke andet at forholde sig til end det, som p-skiven viser”, siger Q-Parks direktør Alex Pedersen.
Q-Park har naturligvis præcis samme antal medarbejdere på arbejde på søndag efter skiftet til sommertid som på alle andre søndage.
LÆS OGSÅ: Pas på! Der er tale om svindel, advarer Nordjyllands Politi