ForsideBrovstHun kender hverdagen tæt på – nu vil Kirsten Buhl Christensen bruge...

Hun kender hverdagen tæt på – nu vil Kirsten Buhl Christensen bruge sin erfaring i Kommunalbestyrelsen

Hun kender hverdagen tæt på – nu vil Kirsten Buhl Christensen bruge sin erfaring i Kommunalbestyrelsen

Når Kirsten Buhl Christensen fra Venstre stiller op til kommunalvalget den 18. november, er det med ønsket om at gøre en forskel for fællesskabet – og være med til at skabe gode rammer for liv, trivsel og udvikling i hele Jammerbugt Kommune.

Hun bor i Arentsminde sammen med sin mand Per, hvor parret siden 1991 har drevet et fritidslandbrug med både kødkvæg og planteavl. Sammen har de to voksne børn, som nu bor med deres familier i Vadum og Kirkedal.

– Jeg brænder for fællesskab og nærvær – både i mit arbejdsliv, mit frivillige engagement og i det lokale foreningsliv. Det er vigtigt for mig, at vi har et samfund, hvor der er plads til alle, siger hun.

Til daglig arbejder Kirsten som tilbudsleder på et privat socialpædagogisk botilbud for voksne, hvor målgruppen er unge med autisme, tilknytningsforstyrrelser og udviklingsforstyrrelser. Hun har været ansat ved BTNF – Botilbuddene Nordenfjords – siden 2011, og hendes erfaring fra det socialpædagogiske område har givet hende et stærkt indblik i menneskers livsvilkår og behov.

Tidligere arbejdede hun som børnehaveleder i Brovst og Aabybro, og hendes mange år i dagtilbudsområdet har givet hende en dyb forståelse for betydningen af trygge rammer for børn og familier.

– Jeg har altid haft et stort hjerte for mennesker – både børn, unge og voksne. Mit arbejde handler om at skabe de bedste betingelser for, at andre kan lykkes, og det samme ønsker jeg at bidrage med politisk, fortæller hun.

Når arbejdet tillader det, bruger Kirsten sin fritid i lokalsamfundet. Hun er formand for Arentsminde Borgerforening og landdistriktsrepræsentant, og hun lægger mange kræfter i at styrke fællesskabet og udviklingen i området.

– Jeg tror på, at stærke lokalsamfund er grundstenen i en levende kommune. Når vi kender hinanden, hjælper hinanden og står sammen, så bliver hverdagen bedre for os alle, siger hun.

Kirsten har ikke tidligere været aktiv i politik, men for fire år siden blev hun opfordret til at stille op for Venstre – og siden har hun siddet i Venstres bestyrelse i Brovst og Venstre Jammerbugt.

– Jeg sagde ja, fordi jeg gerne vil være med til at præge udviklingen i vores kommune. Jeg har fået meget gennem livet – både gennem mit arbejde, min familie og mit lokalsamfund – og nu vil jeg gerne give noget tilbage, siger hun.

Kirsten Buhl Christensen ønsker at arbejde for en sund kommunal økonomi, fordi det giver handlefrihed til at skabe velfærd og gode løsninger for borgerne. Hun vil samtidig sætte fokus på det gode børneliv og skoleliv, hvor børnene får de bedste betingelser for at trives og udvikle sig, og på handicapområdet, hvor hun mener, at alle fortjener et godt liv – uanset forudsætninger.

– Vi skal værne om friheden til at vælge, hvor man vil bo, uden at blive begrænset af manglende muligheder. Og vi skal værne om den forskellighed, som gør Jammerbugt Kommune helt særlig – med små lokalsamfund, levende centerbyer, natur, turisme og erhverv, siger hun.

Når vælgerne den 18. november går til stemmeurnerne, håber Kirsten Buhl Christensen, at de vil give hende tilliden til at arbejde for borgerne i Jammerbugt Kommune.

– Jeg vil gerne være med til at skabe rammerne for et godt liv – for børn, unge, voksne og ældre. Et liv med tryghed, fællesskab og muligheder, slutter hun.

Kirsten brænder for at skabe trygge rammer for børn og familier – og mener, at en god start på livet er afgørende for et godt liv. Foto: Jammerbugtposten.dk

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER