Ejendomsmægler Mark Frost åbner sin tredje Home-butik, når han snart slår dørene op til Home Aabybro-Brovst i Aabybro Centret.
Snart har boligejere i Aabybro og Brovst, der går med planer om at sælge deres hus et nyt alternativ. Home flytter nemlig meget snart til Aabybro. Det er indehaver Mark Frost og hans team, der slår dørene op til en funklende ny butik, Home Aabybro-Brovst, omkring 1. juni på adressen Aabybro Centret 3 A.
Butikken kan dog allerede nu kontaktes på tlf. 96 38 38 01.
”Der er mange bolighandler i området, og markedet er i en god udvikling, så potentialet er stort for os,” siger den nye indehaver, der i forvejen står bag Home Dronninglund og Home Hals, som han overtog i 2018 og i dag driver med succes.
”Vi kommer med et friskt syn på tingene, og vi er så klar til at give den fuld gas,” lyder det fra Mark Frost med samme utålmodighed som speedwaystjernen Hans Nielsen bag startsnoren i Brovst Speedway Club tilbage i 1970’erne.
Søger lokal leder
Lige nu er Mark Frost i fuld gang med at finde den helt rigtige lokale ejendomsmægler til at lede butikken i det daglige – godt støttet af ham selv og temaet i Dronninglund og Hals.
Han glæder sig over, at det er lykkedes at finde en perfekt beliggenhed til den nye Home-butik.
”Vi fik en mulighed for at få det perfekte ’hjem’ i byen, og så slog vi til med det samme. I Aabybro Centret får vi en meget attraktiv placering med maksimal synlighed i moderne, lyse lokaler,” fortæller indehaveren.
Han forventer som sagt at åbne den nye Home-butik omkring d. 1. juni, hvis alt går efter planen, men han er forberedt på, at tingene kan skride lidt.
”Lokalet skal indrettes og bygges lidt om, og vi har alle sammen hørt, hvordan det er for tiden med travle håndværkere og lange leveringstider på byggematerialer. Men håndværkerne knokler på, og vi krydser fingre for, at det går glat, og man er selvfølgelig velkommen til at kontakte os, selv om de sidste detaljer omkring butikken ikke skulle være helt på plads,” lyder det fra Mark Frost.
Home Aabybro-Brovst bliver ejendomsmæglerbutik nr. 184 i Home-kæden.