For mange er sommerferien lig med havearbejde. Men mange danskere laver store fejl i god tro, når haven skal passes og plejes. Få her planteekspertens udredning af fire gængse misforståelser i sommerhaven.
Du kender det måske – du kigger ud ad vinduet på det lange græs, hækken der stritter i alle retninger, og ukrudtet der har spredt sig til hvert et hjørne af haven.
Selvom havearbejde er sundt og virker afslappende på mange, så viser en undersøgelse fra YouGov, at knapt en tredjedel af danske husejere har dårlig samvittighed på grund af deres have, og over 40 procent har svært ved at finde tiden til at passe haven.
Med en travl hverdag kan det være svært at sikre, at haven altid står knivskarpt, men det er ifølge plantefaglig rådgiver hos Plantorama Kamilla Høy slet ikke nødvendigt. Hun mener, at der er meget at vinde både for sig selv og naturen ved at ændre vanerne i haven.
– I Danmark går vi meget op i regler og at gøre tingene på den rigtige måde, og mange har meget faste ideer omkring, hvordan en have skal passes. Men vi bliver hele tiden klogere, og den måde, mange er vant til at holde have på, er ikke altid den mest hensigtsmæssige. Der er en del misforståelser, når det kommer til at holde have, som vi først langsomt er ved at få lavet om på, udtaler Kamilla Høy.
Hun kommer her med nogle simple råd til, hvordan man, ved at ændre på fire brede misforståelser i havearbejdet, kan gøre sin have bedre for naturen og lettere at passe, så den kan nydes med god samvittighed.
Vent med at klippe hækken: Du har måske hørt det gamle husråd om, at hækken skal klippes inden Sankt Hans. Går du med dårlig samvittighed over, at det ikke er gjort endnu, så frygt ej – du har gjort solsorten en tjeneste. Solsorte bygger rede i blandt andet de blomstrende ligusterhække, og trimmer man dem for tidligt, bliver reden et let bytte for rovdyr, og du kan sågar risikere at ramme fuglene, der gemmer sig i buskadset. Vent derfor med at klippe hækken til august, når den er afblomstret, og fugleungerne er fløjet fra reden.
Beskær frugttræerne i sensommeren: Der er delte meninger om, hvornår træer skal beskæres, og det kan være svært at finde hoved og hale i. Vores simple råd er: beskær træerne i august. Dette gælder for frugtbuske, -træer, alle slags stenfrugt, men også dem der ikke bærer frugt, som eksempelvis løvtræer. Der er nemlig flere fordele ved denne fremgangsmåde. For det første er der stor vækst i træet på denne tid af året, så det heler hurtigt, og det lune, tørre vejr mindsker risikoen for svamp i sårene.
Mindre græsplæne – mere vild natur: Hvis man vil spare tid, energi og brændstof til plæneklipperen, så kan man med fordel droppe den store, velplejede græsplæne. Fyld i stedet haven med bær og stauder, der kræver mindre vedligeholdelse, lav et naturbed med vilde blomster, eller lad dele af plænen vokse vildt og uforstyrret, så naturen kan få frit spil. Det gælder både vilde blomster og naturlige urter.
Drop sprøjtemidlerne:Det kan være fristende at overhælde haven med sprøjtemidler imod uønskede insekter, men husk på, at insekterne er en vigtig del af den naturlige fødekæde og til gavn for din have. Ved ikke at bekæmpe havens naturlige liv sikrer man, at der er mad i haven til både bier og fugle, og så er det kun nødvendigt at sætte fuglefoder ud om vinteren.